Kendte1. maj 2024

Bjørli Lehrmann i krig med Facebook: - Jeg synes virkelig, det er for dårligt

Den pensionerede naturvejleder har i mange år samlet tusindvis af danskere om naturen i sin Facebook-gruppe, men den kan hun ikke tilgå for tiden
Bjørli Lehrmann var med i første sæson af "Forræder" på TV 2. 
Bjørli Lehrmann var med i første sæson af "Forræder" på TV 2.
 Foto: Blu/TV 2

- Det er et kæmpe problem!

Tonen er hurtigt slået an, da SE og HØR fanger naturvejlederen Bjørli Lehrmann på telefonen for at høre, hvad der er op og ned i sagen om hendes manglende adgang til Facebook.

”Forræder”-deltageren fik for omkring en måned en underretning om, at en eller flere personer havde forsøgt at få adgang til hendes Facebook-profil.

Det gav det sociale medie ikke lov til, hvorfor hun i første omgang var meget tilfreds med Zuckerburgs milliardforretning.

Den glæde er dog siden vekslet til stor frustration, da Bjørli efterfølgende har fået lukket sin konto. Og nu er der larmende tavshed fra Facebook.

- Jeg har forsøgt at kontakte dem på alle mulige måder og har sendt billeder af pas og kørekort, men intet virker. Det er dybt frustrerende, siger Bjørli Lehrmann til SE og HØR.

Må godt skælde lidt ud

Den manglende Facebook-adgang rammer ikke blot hende selv.

Naturvejledeeren står bag gruppen ”Spørg li’ Bjørli”, der har 12.500 medlemmer.

Her er der i mange år blevet diskuteret, delt og analyseret naturfund, og gruppen har i den grad givet indhold til Bjørli, der på daglig basis har tjekket opslag og svaret på spørgsmål.

- I gruppen glædes man over naturen, og det har fungeret rigtig godt. Der er altid god stemning, og ingen er onde mod hinanden – udover når snakken falder på katte, forklarer Bjørli Lehrmann.

Den gode tone er hun også selv ved at miste over sisyfosarbejdet, som Facebook har kastet hende ud i.

For selv om Bjørli Lehrmann ikke kan tilgå sin profil, har hun brugt lige så meget tid, som hun plejer på sociale meder. Nu bare med adgangsforespørgsler.

Og det giver panderynker.

- Man må godt skælde lidt ud på dem, for jeg synes virkelig, det er for dårligt, lyder det opgivende fra Bjørli Lerhmann.

Naturelskeren er ikke den eneste kendte dansker, der på det seneste har haft store problemer med det amerikanske sociale netværk.

For tre uger siden meldte TV 2 Facebook til politiet, efter et hav af falske artikler om tv-stationens værter blev ved med at dukke op på platformen.

SE og HØR har rakt ud til Meta, selskabet, der ejer Facebook, for at høre, hvad Bjørli Lehrmann kan gøre for at få sin profil igen.

De er i skrivende stund ikke vendt tilbage.

Sponsoreret indhold