Nyheder2. maj 2024

Fra 1864: Arizona afskaffer abortlov

Det var meningen, at abortloven fra 1864 skulle genindføres i den amerikanske delstat Arizona. Den er nu afskaffet
Et flertal i Arizonas senat har besluttet af afskaffe abortlov fra 1864.
Et flertal i Arizonas senat har besluttet af afskaffe abortlov fra 1864.
 Foto: Ritzau Scanpix

Et flertal i delstaten Arizonas senat har onsdag stemt for, at en beslutning om at genindføre statens abortlov fra 1864 bortfalder.

1864-loven skulle ellers være trådt i kraft igen inden for få uger og ville stort set have fjernet retten til abort i delstaten.

Afskaffelsen af loven blev stemt igennem i delstatens senat med 16-14 stemmer for. Det forventes, at loven snarligt underskrives af delstatens demokratiske guvernør, Katie Hobbs.

To republikanske senatorer stemte mod deres partis linje ved at stemme for afskaffelsen af 1864-loven.

Repræsentanternes Hus i Arizonas delstatslige kongres vedtog i sidste uge afskaffelsen af loven.

Her stemte en håndfuld republikanere for afskaffelsen sammen med demokraterne og sendte dermed forslaget videre til senatet.

– Jeg er glad for, at senatet har stemt for at afskaffe genindførelsen af abortloven fra 1864, skriver Katie Hobbs på det sociale medie X.

– Det er helt afgørende at værne om kvinders sundhed, og det her er kun begyndelsen. Jeg stopper aldrig med at kæmpe for kvinders reproduktive rettigheder, lyder det videre.

Den vestlige delstats højesteret besluttede i sidste måned, at den 160 år gamle abortlov igen skulle træde i kraft.

1864-loven gør det næsten fuldstændigt ulovligt at få en abort. Der er ingen undtagelser ved voldtægt eller incest. Kun hvis kvindens liv er i fare, kan der være mulighed for abort.

Straffen for en abort er med denne lov fængsel i op til fem år.

Loven er i øvrigt nedskrevet før Arizona blev en delstat og kvinder fik stemmeret i USA.

Arizonas delstatslige højesteret besluttede, at fordi delstaten aldrig har lovgivet om retten til abort, gjaldt den hidtidige lov om ret til abort op til 15. uge ikke længere, efter at "Roe v. Wade" fra 1973 blev omstødt.

"Roe v. Wade" garanterede på tværs af de amerikanske delstater retten til abort i de første cirka 24 til 28 uger af graviditeten.

Da USA's Højesteret omstødte "Roe v. Wade" i 2022, måtte Arizona vende tilbage til sine gamle vedtægter, lød det fra Arizonas højesteret.

Men efter adskillige forsøg fra demokraterne lykkedes det altså i Repræsentanternes Hus at få flertal for at afskaffe 1864-loven i sidste uge, da tre republikanerne gik mod partilinjen og stemte for.

Onsdag er det samme lykkes i delstatens senat, hvor to republikanere stemte med demokraterne.

Sponsoreret indhold