Krimi7. maj 2024

Nu begynder sagen mod Korsørmanden snart: Emilie Mengs mor bliver væk

På tilhørerrækkerne i sagen mod den 33-årige Korsørmand kommer man ikke til at finde Emilie Mengs mor
emilie meng
En 33-årig mand er tiltalt for at have bortført, voldtaget og dræbt Emilie Meng. Nu begynder retssagen mod ham.
 Foto: Privat

LÆS OGSÅ: Grufuld anklage mod 32-årig: Fandt håndskrevne noveller i hans hus

For snart otte år siden blev Emilie Mengs familie frarøvet deres kæreste eje - netop hende. Og nu kommer drabet på hende til at blive udrullet, når sagen mod den 33-årige Korsørmand i næste uge tager sin begyndelse.

Og trods de fleste øjne kommer til at være vendt mod Retten i Næstved, vil den 17-årige piges mor ikke være til stede i retten.

Det fortæller hendes bistandsadvokat til Ekstra Bladet.

- Hun møder ikke frem som tilhører i retten på noget tidspunkt. Slet ikke, siger Mai-Brit Storm Thygesen.

Hun fortæller videre, at moren ikke har tænkt sig at udtale sig hverken før, under eller efter retssagen.

Der er afsat i alt 18 retsdage til at afdække den uhyggelige sag, hvoraf fem af dem alene skal bruges på drabet på Emilie Meng.

Den 17-årige pige forsvandt, da hun 10. juli 2016 var på vej hjem fra Korsør Station efter en bytur. Ifølge anklageskriftet fik den 33-årige mand Emilie Meng til at stige ind i bilen, hvorefter han kvalte hende, blandt andet ved at sætte pakketape over hendes mund og næse.

Hendes lig blev fundet et halvt år senere - afklædt - i Borup i et moseområde ved navn Regnemarks Bakke.

Derudover er han også tiltalt for langvarig frihedsbrøvelse af en 13-årig pige, der blev bortført på vej hjem fra en avisrute i Kirkerup. Ligesom han også er tiltalt for voldtægt og for forsøg på drab.

Hun blev efter 27 timers intensiv jagt fundet i live. Og der var også her den 33-årige mand blev anholdt og sigtet.

Han er også tiltalt for at have frihedsberøvet en 15-årig efterskolelev i Sorø og have forsøgt at voldtage hende.

Han nægter sig i det store hele skyldig. Han har delvist erkendt sig skyldig i sagen om den 13-årige, men det er uvist, hvilke dele han erkender.

Han er også tiltalt for at have været i besiddelse af store mængder børnepornografisk materiale.

Sponsoreret indhold