Sport7. maj 2024

Jacob Holm og hustruen trives i Paris: - Vi er glade her

Han drømmer om mere spilletid, men i privaten spiller det for Jacob Holm og hustruen, Laura
Jacob Holm og Laura Madsen venter deres første barn. 
Jacob Holm og Laura Madsen venter deres første barn.
 Foto: Jesper Sunesen

LÆS OGSÅ: Starter 2024 ud med lykkelig nyhed: Jacob Holm skal være far

I sommer tog Jacob Holm et nyt stort spring i karrieren.

Sammen med hustruen, Laura Madsen, pakkede han håndboldskoene og lejligheden i Berlin ned og drog til byernes by, Paris.

Et skifte, der sportsligt har budt på op- og nedture i storklubben PSG, men i privaten spiller det hele.

– Vi er faldet godt til. Vi er glade for byen. Vi var også glade for Berlin, men Paris er noget andet. Det er noget, min kone og jeg er blevet glade for. Alt i alt er tilværelsen hernede god, fortæller han til SE og HØR.

Parret blev gift sidste år, og de startede 2024 ud med at afsløre, at de venter barn.

Kærlighedens by bliver altså en lille Holm-Madsen rigere, og parret glæder sig.

– Vi er glade her og nyder, hvad byen har at byde på. Laura er glad. Hun elskede Berlin, så Paris har fået hård konkurrence.

Så mangler der bare lige, at det sportslige følger trop.

https://imgix.seoghoer.dk/2024-05-07/20240506_JSU9284.jpg
Jacob Holm kæmper for en plads i OL-truppen til sommer.
 Foto: Jesper Sunesen

Det er nemlig ikke blevet til helt lige så meget spilletid, som den danske landsholdsspiller havde håbet på, da han skiftede Füchse Berlin ud med PSG.

– Jeg havde ikke forventet at blive at tilsidesat så meget, som jeg er blevet i år, men jeg har accepteret, at det kunne blive en mulighed. Det var jeg godt klar over, inden jeg skiftede, fortæller Jacob Holm, der dog sagtens kan se logikken bag trænerens prioriteter.

– Elohim (Prandi, red.) har spillet fantastisk, og han laver nærmest ti mål per kamp, så jeg kan ikke sidde og sige, at det er uretfærdigt, han spiller, når han gør det så godt.

I denne uge får Jacob Holm mulighed for at pakke PSG-dragten lidt væk og i stedet hoppe i rødt og hvidt.

I weekenden venter først Norge og derefter Kroatien i de sidste forberedelseskampe frem mod OL.

Her skal den tidligere VM-guldvinder forsøge at spille sig tættere ind i varmen, inden der skal udtages hold til OL.

Sponsoreret indhold