Nyheder30. april 2024 (opd. 30. april 2024)

Børnetøjsfirmaet Pompdelux går konkurs

Børnetøjsfirmaet er taget under konkursbehandling ved Skifteretten i Randers
Marianne Hoffmann, ejer og direktør af PompdeLux, der producerer børnetøj og sælger det i otte forskellige lande. Foto: Katrine Marie Kragh
Pompdelux er under konkursbehandling.
 Foto: Katrine Marie Kragh/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix

I næsten 20 år har det danske tøjmærke Pompdelux solgt børnetøj for millioner, men nu er der sat et foreløbigt punktum.

Virksomheden er ifølge Finans taget under konkursbehandling ved Skifteretten i Randers.

Selskabets hjemmeside er også taget ned. De besøgende mødes af en besked om, at "websitet er midlertidigt lukket".

Pompdelux blev stiftet af Pia Holten Møller og Marianne Hoffman Dyrbøl i 2006. Pia Holten Møller lod sig senere købe ud af firmaet i 2015.

Forretningsidéen bestod i at sælge børnetøj via såkaldt home shopping, hvor sælgerne tager rundt til private hjem og præsenterer deres varer for en gruppe kunder.

Selskabet havde i sine bedste år tilbage i 2012 og 2013 overskud på den gode side af 30 millioner kroner.

I 2021/22 blev overskuddet imidlertid forvandlet til et stort underskud på 20,6 millioner kroner.

Ved seneste regnskabsaflæggelse havde Pompdelux 63 ansatte.

Sponsoreret indhold