Sport29. april 2024

Francis Ngannou i dyb sorg: har mistet sin søn

Francis Ngannous bare 15 måneder gamle søn er gået bort. Den verdensberømte boksestjerne har mandag aften bekræftet den hjerteskærende nyhed på sociale medier
Francis Ngannou bekræfter sønnens bortgang.
Francis Ngannou bekræfter sønnens bortgang.
 Foto: Daniel LEAL/Ritzau Scanpix

Søndag kunne det camerounske medie 237online.com berette, at den tidligere UFC-stjerne Francis Ngannou havde mistet sin søn, Kobe.

Nu har bokseren selv bekræfter den forfærdelige nyhed på det sociale medie X. Og der er ingen tvivl om, at superstjernen er i dyb sorg og fortvivlet over tabet af sin dreng. Tidligere mandag aften skrev han:

- Hvad er meningen med livet, hvis det, vi kæmper med næb og kløer for at komme væk fra, er det, der til sidst rammer os hårdest!? Hvorfor er livet så uretfærdigt og nådesløst? Hvorfor tager livet altid det, vi ikke har? Jeg er fucking træt, skriver han.

Og for kort tid siden, har han så delt et opslag, der endegyldigt bekræfter den tragiske nyhed:

- Alt for tidligt at tage afsted, men alligevel er han væk. Min lille dreng, min ven, min Kobe var fuld af liv og lykke. Nu ligger han livløs. Jeg råbte hans navn igen og igen, men han svarede ikke.

- Jeg var den bedste udgave af mig selv sammen med ham. Nu har jeg ingen idé om, hvem jeg er. Livet er uretfærdigt. At ramme os der, hvor det gør mest ondt.

- Hvordan håndterer man sådan en ting? Hvordan lever man med det? Please, hjælp mig hvis du har en idé om det, for jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre, eller hvordan jeg skal håndtere det, skriver han.

Fans og kollegaer har under opslaget delt deres dybfølte kondolencer til den store bokser.

Blandt andre hans tidligere UFC-kollega Conor McGregor skriver: - Jeg er så ked af at høre om dit tab Francis, mine bønner er hos dig og din familie på dette tidspunkt.

Det samme gælder for MMA-dronningen Cris Cyborg: - Kære Gud, jeg beder dig trøste Francis og hans familie. Omgiv ham med din kærlighed og sørg for, at han er beskyttet af din vejledning, mens han sørger over dette tab, skriver hun blandt andet.

Francis Ngannou var UFC-sværvægtsmester mellem 2020 og 2023, før han forfulgte en karriere inden for boksning.

I oktober 2023 gav han Tyson Fury "The Gypsy King" noget af en forskrækkelse, da han sendte briten i gulvet i tredje runde. Fury endte dog som sejrherre efter en delt afgørelse.

Sponsoreret indhold