Krimi17. april 2024

Starter omfattende efterforskning af Børsen-brand: - Vær tålmodige

Københavns Politi fortæller nu, at de har iværksat en omfattende efterforskningen af gårsdagens brand i den historiske bygning Børsen

Historisk: Det er en katastrofe

LÆS OGSÅ: Se de sidste billeder fra Børsen, der nu ligger i ruiner

Hvorfor brændte den næsten 400 år gamle kulturarv Børsen ned tirsdag?

Det spørger de fleste danskere formentlig sig selv om dagen derpå.

Københavns Politi fortæller nu i en pressemeddelelse, at de har iværksat en omfattende efterforskning for at afdække brandårsagen.

De har dog en klar opfordring om at slå tålmodigheden til: Det kan nemlig godt gå hen og blive en langvarig og kompliceret proces, lyder det.

- Allerede kort efter brandens udbrud blev der sat gang i efterforskningen, og vi har foreløbig foretaget afhøringer, der er sikret overvågning og udført en lang række efterforskningsskridt.

- Men der venter selvfølgelig også stadig en del, særligt da vi på nuværende tidspunkt endnu ikke har haft mulighed for at undersøge selve Børsen og foretage de brandtekniske undersøgelser, siger leder af Afdelingen for personfarlig kriminalitet, vicepolitiinspektør Brian Belling.

Københavns Politi kommer i forbindelse med efterforskningen til at arbejde sammen med Nationalt Kriminalteknisk Center, NKC, som vil assistere med de brandtekniske undersøgelser.

- Erfaringsmæssigt kan det tage lang tid at afdække, hvad der er brandårsag i sådanne efterforskninger. Derfor må vi bede om lidt tålmodighed fra befolkningen, mens vi udfører vores arbejde.

Heldigvis har vi i dansk politi nogle utrolig dygtige medarbejdere, der er vant til at stå med både omfattende og komplicerede brandefterforskninger, så vi vil gøre alt i vores magt for at komme frem til, hvad der skete, siger Brian Belling.

Meldingen om brand kom fra den historiske bygning tirsdag morgen klokken 07.36, hvor flere håndværkere befandt sig på taget og i bygningen.

Knap to timer senere kollapsede bygningens ikoniske dragespir, der ellers har klaret sig igennem flere århundreder.

Halvdelen af Børsen brændte totalt ned til grunden, kun bygningen ydermure er fortsat intakte, men brandvæsenet frygter dog en total nedstyrtning af bygningen.

Årsagen til branden er endnu ukendt - det skal Københavns Politi nu forsøge at afdække.

Ingen personer kom til skade i forbindelse med den omfattende brand.

Sponsoreret indhold