Nyheder6. oktober 2016

Hans Pilgaards store sorg: Kræften vendte tilbage

I foråret 2015 fik Hans Pilgaard konstateret kræft i tarmene. I november samme år – efter en skrap kemokur – blev TV-værten erklæret rask, men nu fortæller Hans Pilgaard, at sygdommen vendte tilbage for få måneder siden
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/hans_pilgaard_kw.jpg
 Foto: Kaspar Wenstrup

Normalt er der kun smil og godt humør at spore hos Hans Pilgaard. Men de sidste tre år har været en sand rutsjebanetur for TV-værten.

Først blev han skilt fra sin kæreste gennem mange år, så døde hans far – og i foråret 2015 fik Hans Pilgaard den tunge besked af lægerne, at han var ramt af kræft i tarmene.

For at komme kræften til livs har den afholdte studievært både måtte gennemgå operation og en skrap kemokur. Rigshospitalets læger erklærede ham i november sidste år rask – men desværre kun for en stund, afslører Hans Pilgaard nu.

I sin nye selvbiografi – ”Støj og fortielser” – fortæller Hans Pilgaard, at kræften desværre vendte tilbage for få måneder siden, skriver BT.

25. maj fik Hans Pilgaard således konstateret en metastase i leveren.

- De næste uger og måneder hører til de hårdeste i mit liv. Jeg må erkende, at kræ­ften igen er en del af mit liv. Jeg græder, mens jeg skriver, siger og tænker den sætning, for jeg vil så gerne smide al kræ­ft og sygdom ad helvede til. Spare og skåne Jobbe, min familie og mine nærmeste venner, skriver Hans Pilgaard ifølge BT om den chokerende melding fra lægerne.

Heldigvis har Rigshospitalets læger opdaget kræften tidligt i formålet – og 10. juni i år kom han endnu engang under kniven. Efterfølgende ventede endnu en kemokur.

Vendepunktet under denne omgang kræft fandt Hans Pilgaard ikke inden for Rigshospitalets mure. I stedet er det under en koncert 28. juli med hans store idol Bruce Springsteen, at Hans Pilgaard finder modet og styrken til at stå ansigt til ansigt med endnu en kræftsygdom.

”Everythings gonna be allright”, synger Bruce Springsteen fra scenen. Imens holder Hans Pilgaard og kæresten Jobbe hinanden i hånden – og en tanke dukker op hos TV-værten:

- Ikke fordi der ikke kommer mere mørke og modgang, for det gør der. Ikke fordi vi ikke skal dø en dag, for det skal vi. Men fordi vi skal leve inden. Nu. Lige nu, skriver TV-værten i sin nye selvbiografi.

”Støj og fortielser” udkommer 11. oktober.

Sponsoreret indhold