Nyheder10. april 2017

Rasmus Seebach klar til Grøn Koncert efter barsel

Sangeren Rasmus Seebach er det første offentliggjorte navn på plakaten ved Grøn Koncert i år.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/cvbnvbndf00.jpg
 (Foto: René Schütze)

Bleskift, vuggeviser og babypludder har været en fast del af hverdagen for den danske sanger Rasmus Seebach, siden han i januar blev far til en lille dreng.

I løbet af sommeren bliver barselslivet igen skiftet ud med musikscenen for den 37-årige popcharmør, der skal optræde med ørehængere som "Natteravn" og "Øde Ø", når Grøn Koncert løber af stablen i år.

Det afslører Grøn Koncert i en pressemeddelelse mandag om koncertrækkens første offentliggjorte navn.

Det er anden gang, at Rasmus Seebach skal spille på Grøn Koncert, der turnerer rundt i syv forskellige byer landet over, og han glæder sig til at træde ud på scenerne igen.

- Den har stået på bleskift rimelig længe derhjemme nu, så jeg glæder mig til at komme ud og spille igen, siger Rasmus Seebach i pressemeddelelsen.

Sidste gang hitsnedkeren spillede på turnéen var i 2012, efter at han havde udgivet sit andet album "Mer' end kærlighed".

Siden har musikeren udvidet bagkataloget med to album. Sangerens tredje studiealbum, "Ingen kan love dig i morgen", udkom således i 2013, mens det fjerde, "Verden ka' vente", blev sendt på gaden i 2015.

"Uanset"-sangeren, der er søn af Tommy Seebach, har dannet par med den 13 år yngre Julie Teglhus siden 2013.

Søndag den 8. januar kom parrets første barn, Holger, til verden, og glæden over sønnen var tydelig, da Rasmus Seebach afslørede nyheden om familieforøgelsen på Facebook.

- MIN egen lille familie. Jeg kan ikke lade være med at citere min gamle far: Det' det jeg altid har sagt - JEG ER VEL NOK EN HELDIG FYR. Jeg er simpelthen så lykkelig!!!!! KH Farmand Rasmus, skrev han og henviste til sangen "Det' det jeg altid har sagt", som hans far tidligere optrådte med.

Det er 35. gang, at Muskelsvindfonden og Tuborg arrangerer Grøn Koncert. Koncerterne spilles i juli i København, Kolding, Aarhus, Aalborg, Esbjerg, Odense og Næstved.

I løbet af foråret løfter Grøn Koncert sløret for resten af årets optrædende.

/ritzau/FOKUS

Sponsoreret indhold