Reality7. maj 2024

Derfor gik det galt mellem Benjamin Lassen og Kaya efter "Kærlighed hvor kragerne vender"

– Jeg var ikke til stede, siger Benjamin, som efter sin ulykke blev enig med Kaya om at fortsætte som venner efter "Kærlighed hvor kragerne vender"
Afstanden og en ulykke blev enden på Benjamin Lassens forhold til Kaya, som han mødte i "Kærlighed hvor kragerne vender".
Afstanden og en ulykke blev enden på Benjamin Lassens forhold til Kaya, som han mødte i "Kærlighed hvor kragerne vender".
 Foto: Kaspar Wenstrup, Anders Brohus/TV 2

LÆS OGSÅ: Jubler efter tv-exit: Har fået en kæreste!

Der blev kysset og holdt i hånd i det sidste afsnit af TV 2’s ”Kærlighed hvor kragerne vender” – men i dag er der ikke længere romantik i luften mellem Benjamin Lassen Schmidt, 32, og Kaya Pejl, 31.

Da de kom hjem fra optagelserne, var Benjamin ude for en ulykke i forbindelse med sit arbejde som brandmand, hvor han faldt fire-fem meter ned i en affaldsgrav og brækkede skulderen.

– Det sker fem dage efter optagelserne, hvilket vender fuldstændig op og ned på hele min situation, og det gør, at jeg havner i en position, hvor jeg har minimalt med overskud – og den lille smule overskud, jeg har, går til mine børn, siger Benjamin, der er far til sønnen Arthur på fire år og datteren Leonora på to.

Ikke fair over for Kaya

Det manglende overskud gik ifølge ham ud over forholdet til Kaya. Da hun bor i Nordsjælland og han på Fyn, havde de mest kontakt via sms, opkald og Snapchat.

– Mit overskud lå bare ikke til at kommunikere på den måde – ikke fordi, jeg ikke ville, men det gjorde bare, at Kaya blev ked af det, fordi jeg ikke var der ordentligt, og det forstår jeg udmærket. Derfor blev vi enige om at stoppe – 14 dage efter optagelserne, fortæller Benjamin.

Benjamin fik vejledning, inden han trykkede sine læber mod Kayas.
Benjamin fik vejledning, inden han trykkede sine læber mod Kayas.
 Foto: TV 2 Play

– Jeg syntes ikke, det var fair over for Kaya, at jeg ikke var til stede, fordi det gjorde hende ked af det. Og Kaya kunne også sagtens se det fra min side – at mit fokus lå et andet sted. Min hverdag fungerede på smertestillende, og jeg sov måske 15-20 timer i døgnet grundet smerter og medicin.

– Jeg vidste ikke, hvor lang tid det ville tage, og hvornår jeg ville komme ud på den anden side – det er jeg ikke engang endnu. Det hele var bare uvist, og derfor blev vi enige om, at det var bedre at stoppe det og så gå derfra som gode venner.

Ulykken tog hårdt på os

Kaya Pejl kan nikke genkendende til Benjamins forklaring på det forliste forhold.

– Det tog rigtig hårdt på os begge med den ulykke. Jeg havde et stort behov for at være der for ham, men det er rigtig svært, når vi bor så langt fra hinanden, og han også samtidig skal have sine børn. Så jeg kunne kun være der hver anden weekend, og det er jo ikke meget, siger Kaya, som stadig er single i dag.

– Jeg tror, jeg har brug for at få lukket kapitlet med ”Kærlighed hvor kragerne vender”, og så kan jeg fokusere på dating senere. Jeg har ikke haft det helt store behov for at lære nogen ny at kende.

Benjamin Lassen Schmidt, 32, var i september ude for en arbejdsulykke, og siden da har han været sygemeldt fra jobbet som brandmand.   – Jeg kan løfte min arm herop, og så kan den ikke komme længere, siger han om sin højre arm.   – Jeg er sluppet billigt med en brækket skulder. Det kunne være endt helt galt, lyder det fra ”Kærlighed hvor kragerne vender”-deltageren, som stadig har ondt, når han bruger armen.
Benjamin Lassen Schmidt, 32, var i september ude for en arbejdsulykke, og siden da har han været sygemeldt fra jobbet som brandmand. – Jeg kan løfte min arm herop, og så kan den ikke komme længere, siger han om sin højre arm. – Jeg er sluppet billigt med en brækket skulder. Det kunne være endt helt galt, lyder det fra ”Kærlighed hvor kragerne vender”-deltageren, som stadig har ondt, når han bruger armen.
 Foto: Kaspar Wenstrup

Har én drøm

I dag er Benjamin stadig single.

– Og sådan skal det også blive, for jeg har brug for at finde mig selv oven på alle de ting, der er sket. Finde ud af, hvordan en hverdag kommer til at se ud for mig. Jeg har jo fået taget hele min identitet fra mig med den ulykke og kæmper stadig med genoptræning, så mit fokus ligger på mig selv og på mine børn.

– Jeg ved ikke, hvornår jeg er klar til at tage en pige ind i mit liv igen, siger Benjamin, der på grund af ulykken ikke kan arbejde som brandmand, fordi det er fysisk krævende, og heller ikke kan arbejde som event-dj, som han også gjorde før, fordi han ikke kan bære på udstyr.

Han kan heller ikke løfte sine børn, som han kunne tidligere. Til gengæld er han begyndt på et adgangskursus til ingeniøruddannelsen.

For Benjamin har det været en fantastisk at medvirke i ”Kærlighed hvor kragerne vender”, hvor han især er lykkelig for det venskab, han har fået med de tre andre fyre. Adspurgt, hvad han har af drømme for fremtiden, lyder det:

– Jeg har én drøm og ét mål, og det er at blive så funktionsdygtig i min skulder igen, at jeg kan vende tilbage til noget, der minder om den hverdag, jeg havde før.

Sponsoreret indhold