Sport18. april 2024 (opd. 18. april 2024)

Skidt nyt for Brøndby: Mathias Kvistgaarden færdig for sæsonen

Angriberen skal en tur under kniven
Mathias Kvistgaarden er færdig for sæsonen. 
Mathias Kvistgaarden er færdig for sæsonen.
 Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Superligaens tophold må undvære en af sine bedste spillere i jagten på danmarksmesterskabet.

Brøndby-angriberen Mathias Kvistgaarden skal have foretaget en mindre operation i knæet, og det forventes at holde ham ude i seks uger.

Det skriver superligaklubben på X.

Dermed når han ikke tilbage i kamp på denne side af sommerferien. Sidste runde i Superligaens mesterskabsspil afvikles om fem uger.

- Mathias Kvistgaarden har de seneste par uger døjet med ubehag i sit ene knæ, som nu betyder, at han skal have foretaget et mindre indgreb, hvilket kan holde ham ude i op til seks uger.

- Selve indgrebet er relativt simpelt og Mathias Kvistgaarden kan umiddelbart efter indgrebet påbegynde sin genoptræning med henblik på at vende tilbage til banen så hurtigt som muligt, skriver Brøndby.

U21-landsholdsspilleren har scoret otte mål og lagt op til fem mål i Superligaen i denne sæson.

Han var fast mand for Brøndby i efteråret, men knæproblemerne har reduceret spilletiden i foråret, hvor han dog har udmærket sig med tre scoringer i de fire kampe, han har været på banen.

Med syv spillerunder tilbage topper Brøndby Superligaen på en bedre målscore end FC Midtjylland. Seks point efter følger FC København og FC Nordsjælland.

Sponsoreret indhold