Enhedslisten vil halvere prisen på bus og tog
Prisen på at køre i offentlig transport er for høj og bør derfor halveres.
Det mener Enhedslisten, der ser en halvering af billetprisen som at slå to fluer med et smæk.
Det siger Mai Villadsen til TV 2.
– Det er rigtig godt for klimaet, at man bruger offentlig transport, og samtidig kan vi hjælpe folk økonomisk midt i en rigtig svær tid, siger formanden for Enhedslisten.
Ifølge TV 2 er prisen for transport steget med 11,1 procent det seneste år.
Forslaget kommer til at koste omkring seks milliarder kroner. De penge skal findes ved at droppe flere planlagte motorvejsprojekter, mener partiet.
Enhedslisten henviser til andre lande, der har gjort brug af halveringsmodellen midt i den stigende inflation.
Forslaget er en kontramelding på DSB’s egen udmelding fra august. Her meddelte man, at det fra januar vil blive dyrere at køre i tog i Danmark.
Grunden til det er de stigende regninger for el og diesel, som DSB må punge ud med.
I årets første seks måneder har DSB betalt 124 millioner kroner mere til diesel og el, end man gjorde i samme periode 2021.