Dine penge24. juni 2022

I kamp mod robotter: De gør det dyrere for dig

Danske butikker er i krig mod opkøbere, der får fingrene i eftertragtede varer før dig og sælger dem dyrt videre
Bots
Virtuelle robotter ødelægger tøjbutikkers webshop.
 Foto: Colourbox

Hvis du synes, at det kan være både dyrt og besværligt at få fingrene i en eftertragtet vare som for eksempel sneakers eller den nyeste PlayStation, er der faktisk en god forklaring på det.

For tøjbutikker som det kendte danske mærke Wood Wood har gennem flere år kæmpet en indædt kamp mod virtuelle robotter også kaldet bots.

Problemet er, at godtroende almindelige kunder bliver overhalet indenom af bots, som gør det svært bare at få et enkelt par sneakers og købe dem til udbudsprisen.

Det udnytter organiserede sælgere til komme foran i køen, så de kan købe flere par sneakers ad gangen, selv om det slet ikke er hensigten med salget fra butikkens side.

Sådan fungerer bots

Fordelen ved at bruge en bot er, at den meget hurtigere og mere præcist end et menneske kan taste kontakt- og kortoplysninger ind, når der skal bestilles en eftertragtet og sjælden vare som for eksempel sko.

Robotten, der reelt er et computerprogram, kan samtidig lave flere bestillinger på samme tid.

Derfor gør bots det også langt mere besværligt for almindelige kunder at få fat i de eftertragtede varer, fordi robotterne ofte er først i køen og lynhurtigt tømmer lageret.

På samme måde får opkøberne en fordel, når butikker som Wood Wood sælger varer, hvor man skal skrive sig op for at være med i en lodtrækning, der giver adgang til at købe ét par sneakers fra eftertragtede mærker som Nike og Adidas.

Så kan robotterne bruges til at "lægge flere lodder" i skålen.

- Det er et irriterende problem, som vi prøver at forhindre på alle mulige forskellige måder, fortæller Mikael Mikkelsen, der er e-commerce manager hos Wood Wood, til SE og HØR.

- Vores mål er at betjene så mange som muligt af vores reelle kunder, og det skal være så rimeligt som muligt, ellers er der ikke nogen, der vil prøve at købe hos os.

Butikkernes ansvar

Hos Forbrugerrådet TÆNK er man bekendt med problemet med bots, men der er ikke så meget organisationen kan gøre ved det.

- Det er svært, for det er jo ikke ulovligt.

- Man udnytter den udbud og efterspørgsel, der er på markedet. Det er dårlig handelspraksis over for virksomhederne, og det går ud over forbrugerne, siger Kim Fogtmann, jurist på e-handelsområdet hos Forbrugerrådet TÆNK.

Flere kæmper mod bots

Det er ikke kun Wood Wood, der oplever problemer med bots.

SE og HØR har talt med andre sneakerbutikker, der hele tiden forsøger at optimere deres webshops, så de kan spotte bots og smide dem ud af deres butik.

Han mener, at det er butikkernes ansvar - helt som Wood Wood gør - at sikre sig, at et onlinesalg går retfærdigt til.

- Der burde erhvervslivet tænke det her ind i deres forretningsmodeller, lyder det fra Kim Fogtmann.

Kampen fortsætter

Men kampen kan blive svær at vinde.

For mens butikkerne udvikler nye systemer for at forhindre bots på deres webshop, bliver der også lavet nye og smartere bots, der kan omgå systemerne.

- Det svarer til at sige, at man vil fjerne al kriminalitet i Danmark, lyder det fra Mikael Mikkelsen.

Sponsoreret indhold