Natonalbanken spår: Så meget falder boligpriserne i 2023

Priserne på det danske boligmarked står i 2023 til et fald på 9,4 procent, spår Nationalbanken i en ny prognose, der er udgivet onsdag.
Dermed er Nationalbanken blevet mere pessimistiske på boligmarkedets vegne siden den seneste prognose i september. Dengang lød forventningen, at boligpriserne ville falde med 5,6 procent i 2023.
I onsdagens prognose fremgår det, at Nationalbanken ikke tror, at priserne på boligmarkedet vender tilbage lige med det samme. I prognosen skriver Nationalbanken:
- Udviklingen afspejler et marked, hvor sælgerne ikke har sænket udbudspriserne tilstrækkeligt i forhold til, hvad køberne er villige til og har råd til at betale i forhold til de kraftige rentestigninger.
- Der bliver givet store nedslag, som tilmed er øget yderligere de seneste måneder. Det indikerer, at der er yderligere prisfald i vente.
Også i 2024 venter Nationalbanken teknisk set et fald i boligpriserne - omend med mere beskedne 0,3 procent. Det har dog mere karakter af noget regneteknik, hvor man sammenligner et gennemsnit for 2023 med 2024.
Reelt forventer Nationalbanken, at priserne rammer bunden i de sidste måneder af 2023. Her vil priserne ifølge Nationalbanken være på niveau med 2020.
Herefter vil boligpriserne stille og roligt stige igen. De kommer dog ikke til at stige lige så hurtigt, som de falder gennem 2023. Derfor kommer gennemsnittet af priserne i 2024 til at ligge under gennemsnittet af priserne i 2023.
Først i 2025 vil der på årsbasis være højere boligpriser end året før.