Dine penge16. september 2022 (opd. 16. september 2022)

Netto får sur smiley for dårlig rengøring og salg af muggent frugt

Dagligvarebutikken vil nu rette op på fejlene
Netto i Skævinge (ikke på billedet) har fået en sur smiley.
Netto i Skævinge (ikke på billedet) har fået en sur smiley.
 Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Der var både beskidt og muggen frugt i Netto i Skævinge på Hovedgaden 12.

Det kunne Fødevarestyrelsen konstatere efter et kontrolbesøg den 7. september.

Her fandt man muggent frugt, da der var skimmelvækst på appelsiner i butikken. Derudover var hylderne i frugtafdelingen fyldt med belægninger af indtørret skidt og grønne pletter.

Men det var ikke det eneste sted, der var beskidt i Netto i Skævinge. For i baglokalet ved flaskeautomaten var der snavset og klistret. Heller ikke brødskabet var velholdt, og Fødevarestyrelsen fandt også kødsaft i Nettos kødmontre. Fejl, som Netto nu vil rette op på.

“Det er selvfølgelig uacceptabelt, at rengøringen ikke har været i orden på frugt & grønt, hylder og i flaskerummet”, skriver distriktschef Nikki Danni Kristoffersen til SE og HØR.

Den mangelfulde rengøring skal nu forbedres.

“I Netto vil vi ikke gå på kompromis med hverken hygiejne eller rengøring, og der er omgående taget hånd om problemet samt indskærpet vores interne procedurer for at undgå lignende tilfælde”.

Den sure smiley har fået konsekvenser for dagligvarebutikken, der har fået en bøde på 10.000 kroner og to nye kontrolbesøg, som Netto selv skal betale for.

Sponsoreret indhold