Snart er det slut med at dele Netflix-abonnement
Det skal snart være slut med at nasse på forældrenes eller venners Netflix-konto.
Streamingtjenesten fortæller nemlig, at man nu vil sætte ind over for folk, der deler deres konto med andre uden for husstanden.
Det skriver Finans.
Til trods for at Netflix i deres seneste regnskab kunne bryste sig af at have hele 230 millioner brugere på verdensplan, så sætter brugerdelingen ifølge Netflix en stopper for, at streamingtjenesten kan levere indhold af kvalitet.
"Den i dag udbredte kontodeling underminerer vores langsigtede evne til at investere i og forbedre Netflix samt bygge vores forretning", skriver Netflix i det årsregnskab de kunne præsentere i torsdags.
Her estimerer man, at over 100 millioner husstande deler deres konto.
Senest har Netflix lukket for deling af konti i Latinamerika. Her har nogle opsagt deres abonnement, mens andre har oprettet et nyt.
Som et nyt tiltag vil Netflix give muligheden for, at man kan betale for at dele sin konto med andre.
Det er endnu uklart, hvilke lande streaminggiganten næste gang vil svinge deres brugerdeling-pisk over.