Stor prisforskel i København og Kolding hos Lagkagehuset
TIP OS: Oplever du også uforklarlige prisforskelle? Del din viden i en mail til tip@seoghoer.dk
Endnu engang er prisforskellen til at tage at føle på, når det kommer til at købe bagværk i Jylland og København.
Denne gang har Ekstra Bladet fundet en stor forskel i pris, når man handler hos Lagkagehuset.
Her har avisen sammenlignet priserne fra det populære bageri i Kolding og hovedstaden.
For eksempel hvis man køber en kanelstang. Så er der ikke kun forskel på pris, men også på mængde.
For 74,95 kroner får man en 50 centimeter lang stang i Kolding. I København er prisen den samme, men kun halvt så lang. Kiloprisen i henholdsvis Jylland og Sjælland er 71,63 og 150,50 kroner på kanelstangen.
Kanelstangen er dog ikke det eneste pristjek, Ekstra Bladet har lavet på Lagkagehuset bagværk. Her har man også gennemgået romkugler, pølsehorn, rundstykker og rugbrød. Og ved alle disse former for bagværk er kiloprisen dyrere i København end i Kolding.
Hos Lagkagehuset begrunder man prisforskellen på bagværket i Jylland og på Sjælland med de omkostninger, der er ved at drive forretning i de to landsdele blandt andet husleje og produktion, der koster mere i København, skriver Lagkagehuset i en mail til avisen.