Sur smiley til Lidl: Fisk opbevares for varmt, beskidt butik og salg af gamle varer
Det blev til en længere liste af påbud til Lidl, da Fødevarestyrelsen lagde vejen forbi dagligvarebutikken i Ribe på Saltgade 11.
Her blev der blandt andet fundet en række fiskevarer, der blev opbevaret ved for høj varme.
Kravet lyder på, at fisk skal opbevares ved max to grader, men Fødevarestyrelsen målte temperaturen i køleboksen 4,2 grader.
Efter Lidl blev gjort opmærksom på de høje temperaturer, blev tre pakker blåmuslinger, fem pakker sushibokse og syv pakker Dorado fisk smidt ud.
Men her stoppede det ikke for Lidl.
Rengøringen af butikken var der heller ikke styr på.
"Det er Fødevarestyrelsens vurdering, at virksomheden trænger til en samlet rengøring af alle områder", står der i kontrolrapporten fra den 8. august.
Derudover var der en række fødevarer, som havde overskredet bedst før datoen, som ifølge Fødevarestyrelsen ikke behøvede at blive smidt ud, da de stadig kan sælges og indtages, men forbrugerne skal gøres tydeligt opmærksom på, at datoen er overskrevet. Det var ikke tilfældet i dagligvarebutikken.
På grund af de mange forseelser får Lidl fire ekstra kontrolbesøg, som de selv skal betale for.
Oveni fik butikken en sur smiley samt en bøde på 10.000 kroner.