Hollywood23. januar 2017

Optagelser gik helt galt: Australsk skuespiller skudt og dræbt

En australsk skuespiller har mistet livet, efter at han mandag blev ramt af skud i brystet under optagelserne til en musikvideo i Brisbane, Australien. Ifølge de australske myndigheder var der tale om en ulykke
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20170123-074941-3_32mb.jpg
 (Foto: Scanpix)

Optagelserne til en musikvideo har mandag eftermiddag lokal tid kostet en australsk skuespiller livet.

Under optagelserne blev den unavngivne skuespiller ramt af skud i brystet, og han døde efterfølgende af sine kvæstelser.

Det skriver flere australske medier.

Ulykken fandt sted lidt før klokken 14 lokal tid, da den australske hiphop-gruppe Bliss n Eso var i gang med optagelserne til deres nyeste musikvideo.

Optagelserne fandt sted på en bar i den centrale del af Brisbane, da det pludselig – og af stadig ukendte årsager – gik galt.

- Flere skydevåben blev affyret under en scene med flere skuespillere.

- Som følge deraf blev en skuespiller såret i brystet, og han er efterfølgende død af sine kvæstelser, siger politiinspektør Tom Armitt ifølge det australske medie Brisbane Times.

Hiphop-gruppen Bliss n Eso befandt sig ikke på baren, da skudepisoden fandt sted.

https://imgix.seoghoer.dk/bandet.jpg
 (Foto: All Over)

Det australske politi oplyser nu, at man har igangsat en efterforskning for at afdække, præcis hvad der er gået galt. Identiteten på den dræbte mand er endnu ikke frigivet. De australske myndigheder har dog bekræftet, at der er tale om en skuespiller og ikke en stuntmand.

Det er bestemt ikke første gang, at der er sket alvorlige ulykker på et filmset. Flere gang er skuespillere og stuntmænd kommet alvorligt til skade på arbejdet.

SE og HØR har herunder samlet et galleri med andre alvorlige ulykker, der er sket under optagelserne til en film.

Filmstunts der gik gruelig galt

Sponsoreret indhold