Brad Pitt med utraditionel date
For over et halvt århundrede siden kæmpede han i Anden Verdenskrig, og søndag var veteranen Peter Comfort med superstjernen Brad Pitt til filmpremiere.
Årsagen er, at Brad Pitt spiller en soldat fra netop Anden Verdenskrig i den nye Hollywood-film "Fury". Og for at forberede sig til rollen kontaktede han 91-årige Comfort for at få gode råd til, hvordan rollen skulle spilles.
LÆS OGSÅ: Brad Pitt: Fik mit første våben som 6-årig
Det skriver Daily Mail.
- Hr. Pitt var meget venlig og charmerende, men jeg anede ikke, hvem han var. Så Googlede jeg ham og fandt ud af, at han har været med i en hel del film. Filmholdet grinede lidt af, at jeg ikke kendte ham, men jeg ser ikke moderne film. Jeg er stor fan af skuespillere som Alec Guinness, men han er selvfølgelig død nu, siger krigsveteranen Comfort.
Da Brad Pitt og filmholdet drog til England sidste år for at filme "Fury", mødtes den 50-årige skuespiller med den aldrende verdenskrigsveteran.
LÆS OGSÅ: - Jeg vil være som Brad Pitt
Og søndag var de to altså sammen igen til premieren på krigsfilmen.
Foruden Brad Pitt spiller blandt andre Shia LaBeouf med i filmen, der kommer i biograferne den 13. november.