Hollywood31. januar 2017

Bruno Mars taler ud om moderens pludselige død

Den succesfulde sangstjerne mistede pludselig sin mor i 2013. Nu sætter han ord på savnet og chokket over sit tab
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/7.08138548.jpg
 Foto: All Over

På det professionelle plan kører alt som smurt for 31-årige Bruno Mars.

Han blev for alvor kendt med sangen "Billionaire", og siden er millionerne rullet ind på kontoen for det ene hit efter det andet.

Men privat har en skygge ligget over sangerens liv siden 2013.

Den 1. juni 2013 døde sangerens mor af en hjerneblødning. Hun blev 55 år gammel.

I et interview med "Latina magazine" åbner "Uptown Funk"-sangeren op om de følelser, der har fulgt ham siden tabet af moderen.

- Mit liv har ændret sig. Hun er meget mere end min musik. Hvis jeg kunne bytte musikken for at få hende tilbage, ville jeg gøre det. Men jeg bliver ved med at høre hende sige: Bliv ved med at gøre det, siger han.

Han fortæller samtidig, at det var hans mor, der lærte ham, hvordan en kvinde skal være, og hvad kærlighed er.

- Når du mister det, mister du også halvdelen af dit hjerte, siger han i interviewet.

Heldigvis har den populære sanger stadig sin far i sit liv.

Familien er vokset op på Hawaii, og det er faderen, der har været inspiration til kunstnernavnet "Bruno Mars".

Sangeren er oprindeligt døbt Peter Hernandez. Navnet Bruno kommer fra faderen.

- Lige siden jeg var to år gammel, har min far kaldt mig for Bruno. Og egentlig var det meningen, at jeg bare ville bruge det ene navn som kunstnernavn. Men så kom Mars også ind i billedet, fordi vi jokede med, at det lød som om det var større end livet. Så enkelt er det, siger sangeren.

Dermed dementerer han samtidig påstandene om, at han skulle have skiftet navn for at dække over sin oprindelse.

Bruno Mars giver koncert i Danmark den 18. Maj, og billetterne er allerede udsolgt.

Sponsoreret indhold