Cara Delevingne færdig som model
- Jeg vil ikke lave modelarbejde længere. Så kontant er udmeldingen fra den 23-årige model Cara Delevingne til The Times, ifølge MTV.com.
Tidligere på sommeren fyrede Cara Delevingne også sit modelagentur, og nu åbner hun op om de negative konsekvenser af at have lavet modelarbejde.
- Modeljobbet gjorde mig hul efter et stykke tid. Det fik mig slet ikke til at udvikle mig som menneske, og jeg glemte helt, hvor ung jeg var… Jeg følte mig så gammel, siger Cara Delevingne.
Og som om det ikke var nok, så begyndte tjansen også at påvirke hende negativt rent fysisk.
[node:aller-related-content]
Stressen endte med at, at hun udviklede en grim omgang psoriasis, der er kendetegnet ved røde mærker på kroppen. Selvom psoriasis ikke smitter, tog folk handsker på og ville ikke røre ved Delevingne.
Da hun var en yngre model, var der også ekstreme forventninger til hende, som endte med at ramme hende psykisk og give hende dårligt selvværd.
- Det handler om det mentale, for hvis du hader dig selv og din krop og den måde, du ser ud på, så bliver det bare værre og værre, siger Cara Delevingne hudløst ærligt.
At dømme ud fra hendes film-CV har hun også travlt på den front. Til næste år kan hun fx opleves i filmen ”Suicide Squad”, hvor hun spiller sammen med blandt andre Will Smith og Jared Leto.