Charles Manson efterlader alt til sin penneven
Søndag klokken 20.13 sov Charles Manson stille ind. Dermed var én af USA's mest berygtede og bestialske massemordere afgået ved døden.
83-årige Charles Manson chokerede en hel verden, da han i 1969 stod i spidsen for to blodige drabsorgier i Californien.
Nu kan TMZ så afsløre, hvem der skal arve de ejendele, han har efterladt sig.
Det er massemorderens penneven - der ønsker at være anonym - som Charles Manson har skrevet ind i sit testamente. Han arver alle ejendele, som Manson, der har været fængslet siden 1972, har efterladt sig.
Testamentet - der er dateret 14. februar 2002 - efterlader alle Mansons personlige ejendele, inklusiv kontanter, navnerettigheder og tøj til massemorderens penneven.
Manson efterlader også sit "eksklusive musikkatalog". Massemorderen betragtede sig selv som en sangskriver, og han skrev endda en Beach Boys-sang, som gruppen indspillede.
I testamentet angiver Mason også, at hans lig skal udleveres til pennevennen. Den unavngivne penneven har sagt til TMZ, at han vil gøre krav på at få udleveret liget, men hvis han ikke gør det inden ti dage, så vil fængslet kremere Charles Mansons lig.
Manson gjorde sine børn, ekskoner, svigerfamilie, advokater, venner, med-indsatte, politifolk, vagter og staten Californien arveløse.
Pennevennen fortæller TMZ, at han i 90'erne begyndte at skrive til Manson, fordi han var nysgerrig på, hvem han var. Han skrev mere end 50 breve uden at få svar, men i 1997 skrev massemorderen pludselig tilbage.
De to byggede langsomt et venskab op gennem breve og senere telefonopkald. Han mødte Manson for første gang i 2002 - det samme år, som Manson skrev sin testamente.
Pennevennen besøgte Manson adskillige gange, og fik det sidste telefonopkald fra ham den 21. oktober - kun få uger før han døde.
Charles Manson blev kendt og berygtet som lederen af en dødskult, kendt som Manson-familien, der i 1969 begik en række bestialske drab i flere eksklusive boligområder i Los Angeles.
Charles Mansons plan var angiveligt at skyde skylden på den sorte befolkning og på den måde opildne en racekrig.
Den såkaldte Manson-familie dræbte blandt andre filminstruktøren Roman Polanskis højgravide kone, Hollywood-skuespilleren Sharon Tate samt fire af hendes venner.
Charles Manson blev idømt ni livstidsdomme for i alt syv drab. Han fik flere gange afslag på at blive prøveløsladt.