Hollywood2. august 2018

Demi Lovato bliver udskrevet i denne uge

Sangerinden Demi Lovato kan forvente at blive udskrevet fra hospitalet i denne uge. Så venter en tur til afvænningsklinikken formentlig
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/8.26594443.jpg
 Foto: All Over Press

Demi Lovato har siden starten af sidste uge været indlagt på et hospital i Los Angeles, efter hun i sidste uge tog en overdosis af et endnu ukendt stof.

Under sin hospitalsindlæggelse har hun blandt andet kæmpet med feber og svimmelhed, men nu ser det ud til, at der er så meget fremskridt, at hun er klar til at blive udskrevet igen.

Det skriver TMZ, der mener at vide, at sangerinden forventes at blive udskrevet i denne uge.

Men Demi skal dog ikke regne med, at hendes behandling er slut endnu. Kilder tæt på sangerinden forventer nemlig, at hun skal en tur på en afvænningsklinik, så hun igen kan blive helt fri fra sit stofmisbrug.

Det er op til Demi selv, om hun har lyst til at tage på en afvænningsklinik, da man ikke kan tvangsindlægge hende, men sangerinden gør godt af at lade sig indskrive til behandling.

Hvis hun ikke gør det, vil flere af hendes venner, familie og medarbejdere nemlig vende hende ryggen, skriver TMZ.

Underholdningsmediet har talt med flere kilder tæt på Demi, der alle trækker en meget klar streg i sandet: Hun skal på afvænning nu.

- Hun kan dø, hvis hun ikke gør det, og det kommer ikke til at være på min vagt, at vi ikke gjorde noget, fortæller en af Demis medarbejdere til TMZ.

Hver dag var en kamp

Hver dag var en kamp for Demi Lovato, der indtil tidligere i år havde været stoffri i seks år.

Men sangerinden faldt igen, og i sidst uge kulminerede hendes misbrug, da hun blev indlagt, efter hun havde taget en overdosis af et endnu ukendt stof.

I går fortalte en af hendes venner, at de seneste seks år har været en hård kamp for Lovato.

Det er blandt andet det faktum, at Demi hurtigt blev udråbt som en rollemodel for sine unge fans, der gjorde, at hun måtte kæmpe ekstra hårdt.

- Demi havde aldrig lyst til at være en rollemodel. Hendes seks år som ædru har været en kamp hver dag. Efter hun blev clean, var hendes management virkelig hårde ved hende, og behandlede hende som var hun et lille barn. Det er hårdt at have alles øjne på dig hele tiden, fortalte vennen til ugebladet People.

Demi har tidligere kæmpet med et misbrug, og inden hun altså faldt i igen for et par måneder siden, havde hun været clean i mere end seks år.

- Jeg er så stolt af mig selv, og jeg kunne ikke have gjort det uden gud, min familie, venner og alle andre, der har støttet mig. Jeg føler mig ydmyg og glad i dag, skrev hun sidste år på Instagram.

Det har tidligere været fremme, at det var en heroin-overdosis, der var skyld i Demis indlæggelse, men det er siden blevet afkræftet af hendes management.

- Hendes familie vil gerne takke alle for kærligheden, bønnerne og støtten. Nogle af informationerne er usande, og de beder indtrængende om privatliv og ingen spekulationer, da hendes helbred er det vigtigste lige nu, skrev hendes familie i en pressemeddelelse, der blev sendt ud via hendes management. Hun blev fundet bevidstløs i sit hjem, hvor hun blev genoplivet med en Narcan-indsprøjtning. Se flere billeder af Demi Lovato i galleriet herunder

Demi Lovato i badedragt

Sponsoreret indhold