Demi Moore troede ikke, det var muligt: - De sagde, jeg var en popcorn-skuespillerinde
LÆS OGSÅ: Stort galleri: Stjernerne samlet til Golden Globes 2025
For de filmfans, der har fået set "The Substance", kom det nok ikke som en overraskelse, at det i år blev den 62-årige Demi Moore, der løb med prisen i kategorioen "årets bedste skuespillerinde i en musical eller komedie" til Golden Globes-uddelingen.
Filmen fortæller en historie om en aldrende skuespillerinde, der går til skræmmende længder for at bevare sin ungdom, og har fået store roser fra både anmelderne og biografgængere. Alligevel havde Demi Moore på ingen måde forventet, at hun ville ende med trofæet i hånden.
- Jeg havde virkelig ikke regnet med det, lyder det fra Demi Moore i sin takketale.
- Jeg er i chok lige nu. Jeg har lavet det her i over 45 år, og det er første gang, jeg vinder noget som skuespiller.
Demi Moore har siden 80'erne haft en imponerende karriere og har spillet med i en række filmhits som "Ghost" (1990), "A Few Good Men" (1992) og "G.I. Jane" (1997).
Den kontroversielle rolle i filmen "Striptease" fra 1996 formåede desuden at trække massive overskrifter og sikrede hende på det tidspunkt filmhistoriens højeste løn for en kvindelig skuespiller. Men kunst var ikke noget, hun selv mente, hun lavede. Særligt fordi det var den besked, hun havde fået fra folk i filmbranchen.
- For 30 år siden sagde en producer til mig, at jeg var en ‘popcorn-skuespillerinde’. Jeg tolkede det dengang som, at jeg ikke måtte håbe på anerkendelse. Jeg kunne lave film, der blev succesfulde og tjente mange penge, men jeg kunne ikke blive anerkendt. Jeg troede på det og tog det til mig.
- Det gnavede i mig over tid, til det punkt, hvor jeg for nogle år siden tænkte, at måske var det slut. Måske havde jeg gjort det, jeg skulle.
Men da Demi Moore var allermest klar til at acceptere, at karrieren var ved at være forbi, dukkede manuskriptet til "The Substance" op.
- Da jeg var på et lavpunkt, dukkede dette magiske, modige, dristige og fuldstændig vanvittige manuskript op på mit skrivebord. Det hed The Substance. Og universet sagde til mig: ‘Du er ikke færdig.’
Se Demi Moores rørende tale her: