Demis seks år uden stoffer: Det var en kamp hver dag
Hver dag var en kamp for Demi Lovato, der indtil tidligere i år havde været stoffri i seks år.
Men sangerinden faldt igen, og i sidst uge kulminerede hendes misbrug, da hun blev indlagt, efter hun havde taget en overdosis af et endnu ukendt stof.
Nu fortæller en af hendes venner, at de seneste seks år har været en hård kamp for Lovato.
Det er blandt andet det faktum, at Demi hurtigt blev udråbt som en rollemodel for sine unge fans, der gjorde, at hun måtte kæmpe ekstra hårdt.
- Demi havde aldrig lyst til at være en rollemodel. Hendes seks år som ædru har været en kamp hver dag. Efter hun blev clean, var hendes management virkelig hårde ved hende, og behandlede hende som var hun et lille barn. Det er hårdt at have alles øjne på dig hele tiden, fortæller en nær ven til ugebladet People.
Demi er stadig indlagt på hospitalet i Los Angeles, selvom det i dag er otte dage siden, at hun blev indlagt.
Sangerinden skulle være ved bevidsthed, men have problemer med feber og svimmelhed. Lægerne forventer dog, at hun kommer sig fuldt ud, og derfor ikke ville skulle leve med følgevirkninger efter sin overdosis.
Man må kunne forvente, at Demi Lovatos nærmeste håber på, at hun vil lade sig indskrive på en afvænningsklinik, når hendes helbred er til det, men ifølge TMZ har hendes nuværende tilstand ikke gjort det muligt at diskutere den mulighed endnu.
Indtil videre vil lægerne ikke en gang fortælle, hvornår Demi kan forvente at blive udskrevet fra hospitalet.
Uanset hvad, så er det Demis eget valg, hvorvidt hun vil lade sig indskrive på en afvænningsklinik. Det er nemlig ikke noget, som hverken læger, familie eller venner kan tvinge hende til.
Artiklen fortsætter efter billedet
Demi har tidligere kæmpet med et misbrug, og inden hun altså faldt i igen for et par måneder siden, havde hun været clean i mere end seks år.
- Jeg er så stolt af mig selv, og jeg kunne ikke have gjort det uden gud, min familie, venner og alle andre, der har støttet mig. Jeg føler mig ydmyg og glad i dag, skrev hun sidste år på Instagram.
Det har tidligere været fremme, at det var en heroin-overdosis, der var skyld i Demis indlæggelse, men det er siden blevet afkræftet af hendes management.
- Hendes familie vil gerne takke alle for kærligheden, bønnerne og støtten. Nogle af informationerne er usande, og de beder indtrængende om privatliv og ingen spekulationer, da hendes helbred er det vigtigste lige nu, skrev hendes familie i en pressemeddelelse, der blev sendt ud via hendes management. Hun blev fundet bevidstløs i sit hjem, hvor hun blev genoplivet med en Narcan-indsprøjtning. Demi Lovota har tidligere kæmpet med misbrug, og hun har været på afvænning for både stoffer og alkohol. Hun har blandt andet kæmpet mod et kokain- og Oxycontin-misbrug. Se flere billeder af Demi i galleriet herunder