Derfor elsker amerikanerne Jon Stewart
I aften takker den legendariske TV-vært Jon Stewart af. Tidligere på året tog vi en snak med USA-eksperten Niels Bjerre Poulsen om Stewarts indflydelse på det amerikanske samfund. Du kan læsere eller genlæse artiklen nedenfor.
I 17 år har komikeren Jon Stewart gjort grin med amerikanske nyhedsmedier og politikere i satireshowet "The Daily Show". Til næste år forlader den ekstremt populære vært programmet. Populariteten skyldes især, at han formåede at kombinere satire, med udgangspunkt i stærkt ensidige nyhedskanaler som Fox News og MSNBC med gennemresearchet nyhedsjournalistik, mener en USA-ekspert.
LÆS OGSÅ: Jon Stewart er færdig med "The Daily Show"
- Den satiriske tilgang til nyhedsmediernes historier, vandt ham mange tilhængere. Undersøgelser har vist, at seere af "The Daily Show" er bedre informeret, rent faktuelt, end andre. Det har ændret mediernes måde at lave nyhedshistorier på, fordi de ikke ville være ofre for hans satire, siger Niels Bjerre-Poulsen, leder af Center for Amerikanske Studier på Syddansk Universitet, til SE og HØR.
Det er uklart hvem, der overtager den ledige værtsstol efter Jon Stewart. Ifølge Niels Bjerre-Poulsen er der gode muligheder for, at programmets gode seertal fortsætter.
- Han har skabt en bestemt tilgang til det at lave satire om nyhedsprogrammer, som kan fortsætte, hvis de finder den rigtige vært. Amerikanerne er ikke trætte af programmet, siger eksperten.
I 2010 blev Jon Stewart kåret som den mest indflydelsesrige mand i USA i en uvidenskabelig undersøgelse. Den enorme magt blev blandt andet demonstreret, da TV-værten nogle år tidligere var gæst i programmet " Crossfire" på den legendariske nyhedskanal CNN.