Hollywood15. november 2018
"Det lille hus på prærien"-stjerne død
Onde Nellie Olesons mor fra "Det lille hus på prærien" er død
Af Piet Baunø
Foto: Mega
Kan du huske TV-serien "Det lille hus på prærien"? Den er baseret på Laura Ingalls Wilders erindringer om nybyggerlivet i Minnesota, hvor hendes familie slog sig ned i Walnut Grove.
Hvis du så med på DR i de gamle monopoldage i 1970'erne og i første halvdel af 1980'erne, så kan du sikkert huske, at Laura gennem det meste af serien havde et yderst anstrengt forhold til den intrigante og onde købmandsdatter, Nellie Oleson. Nellie Oleson mobbede og generede alt og alle på sin egen alder i Walnut Grove, og Laura var nærmest det eneste barn i byen, der gav igen. Nellie, der var den af seriens karakterer, som flest seere elskede at hade, havde det ikke fra fremmede. Hendes mor i serien, den ligeledes onde og grådige "Harriet Oleson", spillet af Katherine MacGregor, følte sig højt hævet over de øvrige 'simple og jævne' borgere i Walnut Grove. Nu er Katherine MacGregor død i en alder af 93 år. Hun døde tirsdag på film- og TV-branchens eget plejehjem i Los Angeles, oplyser hendes repræsentant Tony Sears. Hun begyndte karrieren som danser og fik derpå ganske små roller på film og lejlighedsvise gæsteoptrædender på TV. Det var først, da hun fik rollen i "Det lille hus på prærien", at hendes gennembrud var en realitet. Melissa Gilbert, der spillede "Laura Ingalls" mindes Katherine MacGregor på Instagram. - Jeg har lige fået at vide, at Katherine MacGregor døde i går. Den kvinde har lært mig så meget...om skuespil...om vintage-juveler...om livet. Hun var lige ud af landevejen og fantastisk morsom. hun var en meget dygtig skuespillerinde, som var i stand til at spille så foragtelig en rolle med så meget hjerte. Hendes "Harriet Oleson" var kvinden, vores fans elskede at hade. Men de, der ikke medvirkede i "Det lille hus på prærien" kunne ikke vide, at hun var så kærlig og omsorgsfuld over for børnene og de yngre skuespillere i serien. Jeg elskede hende og finder trøst i, at hun har fundet fred, skriver hinduisten Melissa Gilbert.
Alison Arngrim, der spillede Nellie Oleson har også kommenteret dødsfaldet.
- Hun levede et langt og fuldt liv. Hun vil blive savnet siger Alison Arngrim (billedet) om Katherine MacGregor. (Foto: Mega)