Disse tv-skuespillerinder har scoret kassen i år
Det knitrer med knaster i dametaskerne hos seriebranchens største skuespillerinder.
For imponerende femte år i træk scorer Sofía Vergara suverænt listens førsteplads som verdens mest indtjenende tv-skuespillerinde.
Det skriver finansmagasinet Forbes, der netop har offentliggjort listen over de toptjenende tv-skuespillerinder ved at sammenligne lønninger, sponsorater og reklameaftaler i perioden juni 2015 til juni 2016.
Den 44-årige colombianske skønhed hiver de fleste af sine 284 millioner danske kroner hjem for sin tykke accent og temperament i rollen som den varmblodige Gloria Pritchett fra hitserien "Modern Family".
Men også reklameaftaler med kaffebryggermærket Ninja Coffee Bar, shampoomærket Head and Shoulders og andre skønhedsbrands boner ud på Vergaras konto.
Med sit solide salær er der langt ned til listens andenplads, som sitcom-stjernen Kaley Cuoco snupper med en indtjening på 162 millioner danske kroner det forgangne år.
Pengene fosser hovedsageligt ind på Cuocos konto for rollen som nabopigen Penny i "The Big Bang Theory", som indkasserer hende over seks millioner kroner per afsnit.
Sofia Vergara spiser kage for at bringe held
Tredjepladsen toppes med 99 millioner kroner af Mindy Kaling, der for fjerde sæson indtager rollen som gynækologen Mindy i komedien "The Mindy Project".
Sidste år lå Kaling på ottendepladsen, men springer altså hele fem placeringer frem fra juni 2015 til juni 2016.
På resten er top 10-listen ligger Mariska Hargitay og "Greys hvide verden"-stjernen Ellen Pompeo på en delt fjerdeplads.
Kerry Washington kommer ind som nummer seks, Stana Katic som nummer syv, Priyanka Chopra som nummer otte, Julianna Margulies på niendepladsen, mens Vergaras "Modern Family"-kollega Julie Bowen har listens tiendeplads.