Demi Moore "griller" Bruce Willis: Du var død hele tiden
Da den amerikanske skuespiller forleden gæstede tv-showet "Comedy Central Roast" fik han en ordenlig omgang "roast".
Det var blandt andre hans kollegaer Joseph Gordon-Levitt og Dennis Rodman, der fik sagt en masse ting om Willis' manglende hår, kærlighedsliv og musikkarriere. Det skriver USA Today.
Men han fik sig nok også noget af en overraskelse, da hans ekskone Demi Moore fik ordet, efter hun ankom som hemmelig gæst.
- Jeg var gift med Bruce Willis under de første tre "Die Hard"-film. Hvilket giver mening, da de efterfølgende var så dårlige, siger Demi Moore blandt andet ifølge USA Today.
Programmet går ud på, at en kendt person bliver grillet af nogle af sine nærmeste. Det er selvfølgelig kærligt ment, og Bruce Willis fandt det også meget morsomt.
- Da jeg vidste, at jeg skulle grilles i programmet, tænkte jeg: "ja, for helvede". Det bliver en kæmpe grinefest. De er alle sammen mine venner, har Bruce Willis fortalt til E! News, inden programmet blev optaget. Demi Moore og Bruce Willis er forblevet gode venner, siden de blev skilt, og det er måske også derfor, at de kan gøre grin med hinanden nu. - Folk undrer sig over, at vi blev skilt. Jeg tror, at det var jalousien, der voksede.. Bruce forstod aldrig, at jeg så bedre ud som skaldet, end han gjorde, siger Demi Moore og referer til en periode i 1997, da hun klippede sig skaldet i forbindelse med filmen "G.I. Jane". Og Moore stopper bestemt ikke der.