Hollywood8. oktober 2014

'Dystre prognoser': Så alvorlige er Bianchis hovedskader

Vil han lide samme skæbne som Michael Schumacher?
Af af
Jules Bianchi forulykkede søndag, da hans racerbil bragede ind i et bugseringskøretøj med 177 kilometer i timen
Jules Bianchi forulykkede søndag, da hans racerbil bragede ind i et bugseringskøretøj med 177 kilometer i timen
 Fotos: AOP



Det ser dystert ud for Formel 1-køreren Jules Bianchi, der søndag pådrog sig en alvorlig hovedskade, efter han forulykkede under det japanske grandprix.

Den 25-årige Marussia-kører har pådraget sig en såkaldt 'diffus axonal skade' i hjernen, efter at han skred af banen og bragede direkte ind i et bugseringskøretøj med 177 km/t på en af de sidste omgange af det japanske grandprix.

Det oplyser familien selv i en pressemeddelelse tirsdag eftermiddag ifølge det britiske medie Daily Mail.

En 'diffus axonal skade' er en af de mest almindelige former for alvorlig hjerneskade og er kendetegnet ved, at skaden har bredt sig til et stort område i hjernen. En 'diffus axonal skade' er sjælden dødelig, men kan have alvorlig indvirkning på patientens fremtidige førlighed og psyke.

Ifølge den tidligere Formel 1-læge Gary Hartstein kan 90 procent af alle patienter med 'diffus axonal skade' ende i en permanent vegetativ stadie, hvilket betyder, at patienten aldrig vågner op. Og hvis patienten vågner, er der stor risiko for, at der vil være en permanent hjerneskade.

Efter ulykken blev Jules Bianchi hastet på Mie General Medical Center i Yokkaichi, hvor han gennemgik en operation i hjernen og nu overvåges tæt på intensivafdelingen.

Nyheden om, at Jules Bianchi har pådraget sig en 'diffus axonal skade' har sendt chokbølger gennem hele Formel 1-verdenen, og den tidligere Formel 1-læge er én af dem, der ikke ser lyst på den alvorlige nyhed:

LÆS OGSÅ: 254 dage efter ulykken: Nu vender Schumi hjem

LÆS OGSÅ: Schumis kone: Det går fremad... langsomt...

LÆS OGSÅ: De skal hjælpe Schumi tilbage til livet

- DAI (diffuse axonal injury, red.) er ofte forbundet med en dyster prognose. Men Jules er ung og stærk, og der bliver taget hånd om ham af et fremragende hold. C'mon Jules, kæmp for det, skriver den tidligere Formel 1-læge blandt i et blogindlæg på sin hjemmeside, hvor han også beskriver, hvilken type skade 'diffus axonal skade' er:

- Udover at være en af de mest udbredte typer af hjerneskader er det også den mest ødelæggende. Faktisk er alvorlige skader af denne type en af de førende dødsårsager for folk med traumatiske hjerneskader. Omkring 90 procent af de overlevende med 'diffus axonal skade' forbliver bevidstløse. De ti procent, der kommer til bevidsthed, er ofte alvorligt svækkede, skriver Gary Hartstein videre.

Det var 25-årige Bianchis egen familie, der tirsdag eftermiddag valgte at dele den triste nyhed med omverdenen. I pressemeddelelsen takkede familien også for den enorme støtte, familien har modtaget i kølvandet på søndagens ulykke:

- Medarbejderne på hospitalet giver den allerbedste behandling, og vi er meget taknemmelige for alt, de har gjort for Jules siden ulykken, skriver familien i pressemeddelelsen og tilføjer:

- Dette er en meget hård tid for vores familie, men støtteerklæringerne og omsorgen for Jules fra hele verden har været en stor trøst for os.

Nyheden om Bianchis ulykke har fået mange til at frygte, at den 25-årige Marussia-kører vil lide samme skæbne som Formel 1-legenden Michael 'Schumi' Schumacher, der tilbage i december 2013 pådrog sig en alvorlig hovedskade efter en skiulykke. Schumi tilbragte efterfølgende mere end 170 dage i koma og er i dag tilbage i sit hjem i Gland i Schweiz, hvor han fortsætter med sin intensive genoptræning. Der har ikke været meldt meget ud om Michael Schumachers tilstand, men ifølge flere medier er den 45-årige Formel 1-legende kun i stand til at kommunikere ved at blinke med sine øjne.

Sponsoreret indhold