Ed Sheeran vil spille koncert om en måned – trods FEM brud i kroppen
Den britiske rødtop Ed Sheeran var forleden involveret i en trafikulykke, der kostede ham hele fem brud i kroppen. Alligevel satser den populære ”Castle on the hill”-sanger på at vende stærkt tilbage på koncertscenen om blot fire uger.
Det fortalte Ed Sheeran, da han – godt indhyllet i gips og slynge – mødte op til det såkaldte Q Awards i London onsdag aften.
- Jeg kan ikke skrive, og jeg har en lang række E-mails, som jeg ikke har kunnet læse. Jeg har sat en auto-mail til, der fortæller, at jeg for tiden ikke kan skrive, fortæller den populære charme-sanger.
Ed Sheeran afslørede også, at der gik et helt døgn, før at han opdagede, at han havde brækket fem knogler i kroppen, efter at han forleden blev kørt ned på cykel i den engelske hovedstad.
Ed Sheeran fotograferet med sine arme i gips og slynge. Se flere billeder nederst i artiklen. Foto: All Over
- Jeg kom op på cyklen igen og cyklede hjem og gik i seng, og da jeg vågnede op næste morgen, havde jeg virkelig ondt, og så tog jeg på hospitalet. Jeg anede ikke, at noget var brækket, fortæller Ed Sheeran.
Men mødet med bilisten havde altså sat sit aftryk på den 26-årige sangers krop. Han har således pådraget sig ikke bare ét, men hele fem brud i kroppen. Hans højre arm er brækket tre steder, han har et brud i venstre albue – og så har han også brækket et ribben. Av!
Ed Sheeran har efterfølgende været tvunget til at aflyse en række af sine kommende koncerter i Asien, da han forståelig nok ikke kan spille på sin guitar i øjeblikket.
Indtil videre er hans koncerter i Taipei, Osaka, Seoul, Tokyo og Hong Kong aflyst, men herefter håber han altså på at være helet så meget, at han igen kan stå på en scene med en guitar i favnen.
Derfor er det altså stadig planen, at Ed Sheeran skal spille i Filippinerne, Indonesien, Singapore, Malaysia, Thailand og Indien i november og december.
Du kan se billeder af ham og hans brækkede arme i galleriet herunder: