Ekspert: Derfor er DiCaprio en (næsten) sikker Oscar-vinder
I nat dansk tid kan Leonardo DiCaprio vinde sin allerførste Oscar. Han er nomineret i kategorien ”Bedste mandlige hovedrolle” for sin præstation i filmen ”The Revenant.”
Se traileren for ”The Revenant" nederst i artiklen.
Den verdensberømte skuespiller har været tæt på at få fingrene i den forgyldte statuette flere gange tidligere, men lige nu har han al mulig grund til at finpudse sin takketale, mener SE og HØRs faste filmekspert, Morten Vejlgaard Just.
- Producenterne, skuespillerne og instruktørerne har hver deres fagforening, der også uddeler priser. Der er et stort sammenfald mellem de personer, der stemmer til de priser og dem, der stemmer til Oscar. Man må gå ud fra, at et gennemsnit af dem synes nogenlunde det samme, og det viser historien også. Jeg ville trygt og roligt sætte mine penge på, at Leonardo DiCaprio vinder i år, siger Morten Vejlgaard Just, chefredaktør på Filmz.dk til SE og HØR.
Anmeldere helt vilde med Oscar-favorit
41-årige DiCaprio har været nomineret til en Oscar fire gange tidligere, men har altså aldrig vundet. I 1993 blev han nomineret som bedste mandelige birolle for "Hva' så, Gilbert Grape?" Han har været nomineret som "Bedste mandlige hovedrolle" tre gange: "The Aviator" (2005), "Blood Diamond" (2007) og "The Wolf of Wall Street" (2014).