
Elton John kæmper med helbreddet: Kan ikke længere skrive autografer

LÆS OGSÅ: Elton John kæmper med synet: Blind på højre øje
Sir Elton John er meget snart aktuel med ny musik, og det er hans mange fans utvivlsomt lykkelige for.
Men køberne af en signeret udgave af det nye album må finde sig, at det ikke er med den samme slags autograf, som den 77-årige poplegende har benyttet sig af det meste af sin karriere.
Efter at have mistet synet på sit højre øje efter en infektion har Elton John nemlig været nødsaget til at forenkle sin signatur til blot et "E" og et "X". Det skriver The Sun.
Tilbage i november meddelte Elton John, at han var usikker på, om han ville kunne færdigegøre det nye album, der har fået titlen "Who Believes in Angels?".


I samarbejde med den amerikanske sangskriver Brandi Carlile er det dog lykkes at færdiggøre albummet, der lander i butikkerne og på streaming den 4. april.
Mistede synet efter ferie i Sydfrankrig
Elton Johns synstab begyndte i juli sidste år, da han under en ferie i Sydfrankrig pådrog sig en infektion, der kostede ham synet på højre øje. Samtidig har han indrømmet, at hans venstre øje heller ikke fungerer optimalt.
Og det har altså haft store konsekvenser. I december afslørede Elton John, at han ikke har kunnet se sin egen nye musicalversion af "The Devil Wears Prada".
- Jeg har ikke været i stand til at komme til mange af forestillingerne, fordi jeg har mistet mit syn. Men jeg elsker at høre den, fortalte han.

- Det slog mig helt ud, og jeg kan ikke se noget. Jeg kan ikke læse noget, jeg kan ikke se noget på en skærm.
- Jeg kan gøre ting som det her (at give interviews, red.), men at tage i studiet og indspille musik. Det ved jeg ikke. Jeg kan jo til en start end ikke læse en sangtekst, sagde han.
Elton John gennemgik i oktober 2021 en hofteoperation efter et fald tidligere samme år. I januar sidste år fik han udskiftet sit venstre knæ og i april blev det højre skiftet ud. Elton John er desuden tidligere blevet diagnosticeret med type 2-diabetes i begyndelsen af 2000'erne.
