Geri Halliwell: Dropper brylluppet
Nu så det ellers lige ud til at være lykkedes for Geri Halliwell. Men lige så hurtigt hun forelskede sig i og blev forlovet med den italienske rigmand Fabrizio Politi, ja, akkurat lige så hurtigt har hun nu trukket sig fra det kommende bryllup.
Den tidligere Ginger Spice mødte Politi i Firenze i december, og hen over julen faldt mangemillionæren på knæ, friede og fik hendes ja.
Men forholdet er nu gået i sig selv, efter den 36-årige Geri - ifølge en af The Suns kilder - vågnede op en morgen i sidste uge og fandt ud af, at hun "ikke var den gifte type".
- Hun var vild med at have en kæreste og være forlovet, men fandt ud af, at i hendes liv er datteren Bluebell den eneste, hun vil bo sammen med, siger kilden.
Fabrizio Politi er selvfølgelig oprørt, men accepterer trods alt Geri Halliwells beslutning.
Den 34-årige italiener er chef for 300 mennesker i Pisa, hvor de bygger luksusbåde for hans firma Fashion Yachts.