Hollywood7. november 2017

25.000 har stemt: Han skal erstatte Kevin Spacey i "House of Cards"

En underskrift-indsamling på internettet har en løsning på, hvad der skal ske med "House of Cards", efter serien er sat på pause grundet anklagerne mod Kevin Spacey
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/kevin-spacey-kevin-james.jpg
 Foto: All Over Press

I sidste uge begyndte skandalen at rulle for 58-årige Kevin Spacey, da skuespilleren Anthony Rapp beskyldte Spacey for at lægge an på ham, da Rapp var blot 14 år gammel.

Derefter væltede det frem med anklager mod "House of Cards"-stjernen, og det gik så vidt, at Netflix valgte at kappe alle bånd til "House of Cards", der har Kevin Spacey i den altoverskyggende hovedrolle.

Derfor betyder det, at fans af serien højst sandsynligt ikke får den sjette og sidste sæson af "House of Cards", og det er de - forståeligt nok - ret skuffede over.

Men så er det, at internettets krøllede hjerne måske er kommet med en løsning: Ifølge film- og seriesitet Decider er der startet en underskriftindsamling, der kræver, at Kevin Spacey erstattes af en anden Kevin.

Underskrift-indsamlingen foreslår, at Frank Underwood fremover skal spilles af skuespilleren Kevin James, der i næsten 10 år spillede Doug Heffernan i TV-serien "Kongen af Queens".

I skrivende stund har hele 25.000 stemt for, at Kevin James skal erstatte Kevin Spacey - og tallet stiger støt. Afstemningen skal netop runde 25.000, før den kan sendes til Netflix' direktør Reed Hastings.

Men hvorfor er det lige Kevin James, der skal træde ind som Kevin Spaceys Frank Underwood?

- Kevin James er en national-skat. Kevin Spacey er en voldtægtsmand. Begge hedder Kevin. Virker som en smart forretningsbeslutning i mine øjne, skriver en bruger under afstemningen.

Artiklen fortsætter under billedet.

https://imgix.seoghoer.dk/house-of-king-of-queens.jpg
 Foto: All Over Press

Kevin Spacey som Frank Underwood i "House of Cards" (2017) og Kevin James i "Kongen af Queens" (1998). Foto: All Over Press

Lørdag kom det frem, at Netflix kapper alle bånd til skuespilleren Kevin Spacey, der er stjernen i streamingtjenestens hitserie "House of Cards".

Det oplyser Netflix ifølge flere amerikanske medier.

Meldingen kommer, efter at skuespilleren Anthony Rapp mandag i sidste uge beskyldte Kevin Spacey for at have gjort seksuelle tilnærmelser mod ham i 1986, da Rapp var 14 år.

- Netflix vil ikke være involveret i yderligere produktion af "House of Cards", der inkluderer Kevin Spacey, oplyser streamingtjenesten i en erklæring ifølge The Wall Street Journal.

Netflix oplyser videre, at tjenesten i samarbejde med produktionsselskabet Media Rights Group, der producerer "House of Cards", vil beslutte, hvad der videre skal ske med den populære serie.

Tidligere på ugen oplyste Netflix, at streamingtjenesten vil suspendere produktionen af den sjette sæson af serien, mens den "vurderer den nuværende situation".

I erklæringen udsendt natten til lørdag dansk tid oplyser Netflix også, at selskabet ikke vil gå videre med udgivelsen af filmen "Gore", som har Kevin Spacey i hovedrollen.

58-årige Kevin Spacey har forklaret, at han ikke husker det, der angiveligt skete i 1986.

- Hvis jeg optrådte, som han (Anthony Rapp) siger, så skylder jeg ham en stor undskyldning for at have udvist, hvad der måtte have været en stærkt upassende, beruset opførsel, skrev Spacey i en erklæring søndag.

Kevin Spaceys undskyldning er blevet kritiseret voldsomt, fordi han samtidig brugte lejligheden til at anerkende sin homoseksualitet:

- Som de, der er tættest på mig, ved, så har jeg i mit liv både haft forhold til mænd og kvinder. Jeg har elsket og haft romantiske forhold med mænd hele mit liv, og jeg vælger nu at leve som en homoseksuel mand.

Ifølge The Wall Street Journal er der indtil videre filmet to afsnit af den sjette og sidste sæson af "House of Cards".

Sponsoreret indhold