Drama i New York: Her kravler mand op ad Trump Tower
LOS ANGELES/SE og HØR: Han troede måske, at han var "Spiderman".
Onsdag kl. 15 lokaltid i New York forsøgte en mand at kravle op ad Trump Tower på Manhattan. Han nåede 20 etager op på sugekopper og var dermed i konstant livsfare i timevis. Døden ventede nedenunder på Manhattans skoldhede asfalt. Men så galt gik det heldigvis ikke.
Manden kalder sig "Leven Trumps" på sociale medier, og virker til at være psykisk forstyrret. Chokerede new yorkere fulgte med fra gaden, mens politiet gik i fuldt alarmberedskab. I lang tid vidste ingen, hvad manden ville - var det et politisk stunt eller et forsøg på terror?
Kl. 16.45 fik politiet held med at få manden ind i bygningen med fysisk magt, men inden da havde de taget alle sikkerhedsforanstaltninger. De havde placeret en stor pude, der skulle sikre "Spidermans" liv, hvis han pludselig besluttede sig for at hoppe fra bygningen. Det er stadig uklart, hvad manden ville, men inden han forsøgte sit klatre-stunt, lagde han en video på YouTube.
Se den her.
- Til alle der ser med - sørg for at denne video går viralt, og husk at stemme på Mr. Trump til præsidentvalget, sagde "Leven Trumps."
Manden er nu i politiets varetægt og bliver højst sandsynligt sigtet for flere forskellige ting.
Politiet vil også lade ham gennemgå flere psykologtests.