HOLLYWOOD HYLDER HARRY
Daniel Radcliffe, Rupert Grint og Emma Watson, der i øjeblikket rejser jorden rundt for at promovere "Harry Potter og Fønixordenen", slog forleden et smut omkring Los Angeles - nærmere betegnet Hollywood.
Her satte de tre unge filmstjerner deres tydelige spor - i ordets bogstaveligste forstand. De 17-årige populære stjerner er nemlig kommet i fint selskab med mange af deres kolleger på Hollywoods berømte Walk of Fame.
Mange amerikanske fans var mødt op for at se deres helte plante deres hånd- og fodaftryk i cementen. Det bliver nu til en flise, der bliver lagt foran det verdensberømte Grauman Chinese Theatre - der hvor der hvert år holdes Oscar-fest.
Stjernetraditionen opstod i 1958, hvor man startede med 2500 helt blanke stjerner. De er efterhånden blevet udfyldt, i maj var 2338 af stjernerne fyldt ud med forskellige berømtheders navne.
Det koster 25.000 dollars - altså næsten 140.000 danske kroner at få en stjerne, hvis man vel at mærke er blevet udvalgt til det først. Men de tre teenagere skal da ikke tage fra deres egne velvoksne tegnebøger, som regel betaler filmselskaberne glædeligt for fliserne.