Hollywood-stjerne anklaget for konevold
Hun har tidligere sørget for, at han fik et polititilhold, men for skuespilleren Terrence Howards ekskone, Michelle Ghent, er det ikke nok. Derfor vil hun nu hive Hollywoodstjernen i retten over en episode, der fandt sted tilbage i 2013.
I et civilt søgsmål anklager Michelle Ghent sin eksmand for at have slået, sparket og taget kvælertag på hende. Det skriver The Hollywood Reporter.
I anklagen står der at Howard fulgte efter sin ekskone ind på badeværelset i det hus, de havde lejet i Costa Rica, og at han her slog hende i venstre side af ansigtet. Han skulle også have taget fat rundt om hendes hals og presset hende op mod badeværelsesvæggen i adskillige sekunder og banket hendes hoved ind i væggen.
Terrence Howard skal ifølge anklagerne også have truet med at slå sin ekskone ihjel.
[node:aller-related-content]
Det er ikke første gang, skuespilleren bliver anklaget for uhyrligheder mod kvinder. I 2001 blev han anholdt for at have overfaldet sin daværende kone, Lori McCommas.
Terrence Howard, der blandt andet har været med i danske Niels Arden Oplevs film "Dead Man Down", har endnu ikke kommenteret de nye anklager.