Hollywood1. juli 2018

Hugh Grant: Min kone kidnappet på bryllupsrejsen

Hugh Grant var ikke den helt store helt, da hans kone, Anna, blev kidnappet på bryllupsrejsen for nylig
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/hugh-grant-01072018.jpg
 Foto: All Over Press

Den engelske skuespiller Hugh Grant har mange talenter, men han er ikke nogen udpræget action man.

Og den 57-årige skuespiller indtog da heller ikke den naturlige helterolle, da hans kone, TV-producenten Anna Eberstein, blev kidnappet kortvarigt, da de var på bryllupsrejse.

Det er Hugh Grant selv, der har fortalt historien, da han for nylig var gæst i talkshowet "Late night with Seth Myers".

Anna Eberstein og Hugh Grant, der har tre børn sammen, blev gift sidst i maj.

Det var første gang, det lykkedes for en kvinde at hive den chamerende englænder til alters, og Hugh Grant har efter brylluppet udtalt, at han skulle have giftet sig noget tidligere.

Efter brylluppet tog parret på en romantisk bryllupsrejse til "byernes by", Paris.

Og det var her, der indtraf et mindre drama, som Hugh Grant genfortalte til Seth Myers.

- Min kone blev kidnappet, indleder den engelske stjerne med sans for at skabe spænding fra begyndelsen.

Det var under en taxitur i Paris, at det hele blev lidt for spændende.

Det nygifte par var blevet kørt til deres destination og kom op at skændes med chaufføren, da de var på vej ud af hyrevognen.

- Jeg havde ikke nogen kontanter, og jeg havde på forhånd bedt chaufføren forsikre mig om, at hans kortterminal i bilen fungerede, som den skulle, siger Hugh Grant.

- Da vi nåede frem og var på vej ud virkede den ikke allligevel. Han råbte, at han ville have penge, og så brød helvede løs, fortsætter Grant.

De prøvede at løse problemet ved at køre til en hæveautomat, men da den heller ikke virkede gik "Notting Hill"-stjernen i panik på fortovet og bad sin hustru, der stadig sad i taxien, om at stige ud.

- Der var jo kun tale om seks euro eller i det leje (45 kroner, red.), så jeg sagde til chaufføren, at han måtte undvære pengene, men så speedede han op og kørte med min kone, fortæller Grant.

Han stod befippet tilbage på fortovet, mens chaufføren kørte af sted med hans hustru.

- Det lagde en vis dæmper på bryllupsrejsen. Anna blev noget fornærmet over, at jeg ikke løb efter bilen. Men den kørte 80 kilometer i timen, så jeg havde ikken en chance, og det havde heller ikke set godt ud, siger Hugh Grant med et skælmsk smil.

Han fortalte ikke, hvordan hændelsen endte, men endte med at konstatere.

- Jeg skændes altid med taxichauffører i Paris - de er ikke specielt venlige, siger Grant.

Hugh Grant og svenske Anna Eberstein havde været et par i seks år og fået tre børn, inden de blev gift den 25. maj.

Hugh Grant har to børn fra tidligere forhold, så det manglende giftermål har ikke forhindret ham i at få en velvoksen børneflok.

Sponsoreret indhold