Hollywood27. juni 2008

Hugh Grant: Sammen med gift prinsesse

Skuespilleren blev forleden taget på fersk gerning med Bulgariens prinsesse
https://imgix.seoghoer.dk/media/se-og-hoer/kendte-udland/hughsprinsesse2-jpg.jpg

Den 47-årige charmetrold har tilsyneladende kastet sig ud i endnu en romance. Denne gang har han sat kløerne i en prinsesse - som tilmed er gift.
Den otte år yngre prinsesse Rosario af Bulgarien og kvindebedåreren er ifølge norsk SE og HØR blevet set indtil flere gange i løbet af maj og juni, mens de har indtaget intime middage.

Forleden blev de dog taget på fersk gerning, da en fotograf forevigede turtelduerne, da de sammen forlod Mortons bar i London. Det passede især ikke Rosario, der stadig er gift med prins Kyril.

Rygterne om en romance har længe svirret i London sideløbende med rygter om knas i prinsessens ægteskab, og de nye billeder giver bestemt ikke anledning til at tro, at rygterne kun er varm luft.

39-årige Rosario og 47-årige Hugh Grant har længe tilhørt sammen vennekreds, hvilket har været helt officielt. Når parret på det seneste er blevet set og fotograferet sammen alene, har de dog haft bemærkelsesværdig travlt med at komme væk fra hinanden. Den britiske skuespiller skulle tilmed have bandet og svovlet af en fotograf. Måske i irritation over at være opdaget?

Sponsoreret indhold