Jennifer Lopez afslører: Ben Affleck knuste mit hjerte

Sangerinden Jennifer Lopez har datet en lang række af verdens hotteste fyre, men ud af den flok er der én, der har efterladt et større hul i hjertet end de andre: nemlig skuespilleren Ben Affleck.
Det afslører den 45-årige sangerinde i et interview med The Today Show.
- Bruddet med Ben var min første store hjertesorg, lyder det fra Lopez på trods af, at hun inden Affleck-forholdet havde været gift med tjeneren Ojani Noa og danseren Chris Judd.
Affleck og Lopez mødte hinanden i 2002 under indspilningerne af filmfloppet "Gigli" og blev forlovet fire måneder senere. Parret blev ved med at udskyde brylluppet, og gik til sidst fra hinanden i 2004 - fire måneder senere giftede Lopez sig med sin gode ven, sangeren Marc Anthony, selvom hun stadig var knust over forrige brud.
- Det var ret vildt pludseligt at være sammen med en af sine bedste venner, som man var vildt forelsket i og havde en fantastisk kemi sammen med, selvom man stadig var ked af det, siger Lopez, som fik sit livs råd af Anthony:
- Ingen kan redde dig eller hele dit knuste hjerte. Den eneste, der kan gøre det, er dig selv, sagde han ifølge sangerinden.
Anthony og Lopez gik fra hinanden i 2011 efter syv års ægteskab og tvillingerne Max og Emme. Siden har hun datet, men prøver at affinde sig selv med singlesituationen.
- Jeg er åben over for kærligheden igen, men lige nu tror jeg, det er bedst for mig at være alene bare et øjeblik, siger singlesilden.
I dag er Ben Affleck i øvrigt sammen med en anden Jennifer - han er nemlig gift med skuespillerinden Jennifer Garner, som han har tre børn med.