Jude Law spiser sig tyk i cheeseburgere
Han er typen, der kan få kvinder over alt i verden til at hvine af begejstring. Spørgsmålet er, om Jude Law stadig har samme effekt på kvinderne, efter han har spist sig til en usund topmave.
Den 41-årige britiske skuespiller har nemlig proppet sig med cheeseburgere for at blive klar til sin rolle i filmen Dom Hemingway, skriver Female First.
Her spiller han rollen som Dom Hemingway, der netop er blevet løsladt fra fængsel, og Jude Law mente altså, at han havde brug for at få fyldt fedtdepoterne op for at portrættere ham ordentligt.
LÆS OGSÅ: Jude Law snigløbet af nært familiemedlem
- Det var tydeligt for mig, at jeg var nødt til at se meget større ud, fordi han er en person, der ikke spiser sundt, drikker for meget og ryger for meget, så jeg var nødt til at ændre mine spisevaner betragteligt, fortæller han til det amerikanske website Access Hollywood.
- Jeg spiste et par bøtter is hver dag. Cheeseburgere var også godt. Og så en masse pasta, øl og milkshake.
Alene tanken om at tabe alle de overflødige kilo igen, vil give de fleste åndenød. Men ikke Jude Law. Den normalt så tynde skuespiller blev nemlig træt af at indtage alle de kalorierige måltider.
- Jeg blev syg af det. Til sidst var det som om, jeg bare proppede mig. Det bryder jeg mig normalt ikke rigtig om, så jeg stoppede bare, fortæller han.
LÆS OGSÅ: 40, fræk og stadig fri
Jude Law har i de seneste år medvirket i flere teaterforestillinger end film, og det skyldes ifølge ham selv, at han er vild med den energiindsprøjtning, teaterlivet giver ham.