
Kan du se det? Tyla med særlig hyldest til Coachella - og dansk detalje

LÆS OGSÅ: Maria Fantino om livet før 30: - Du er ung, du er dejlig, du er lækker
Hun tog hele verden med storm, da hun sidste år udkom med hittet "Water", og i år var det så den 23-årige popstjernes tur til at levere et brag af et show til den californiske festival Coachella.
Der var nemlig både krystaller, sikkerhedsnåle og masser af Britney-vibes, da Tyla indtog scenen i Coachellas anden weekend.
Den sydafrikanske stjerne, som har haft fart på siden gennembruddet med “Truth or Dare”, dukkede op i et vaskeægte Y2K-throwback: et hot sæt fra Dolce & Gabbana.


Tyla havde fundet en vintage balconette-bh med blomsterprint fra brandets forår/sommer 2001-kollektion frem og parrede den med denimshorts pyntet med alt fra silkefrynser til glasperler og sikkerhedsnåle.
Og der gik ikke lang tid, før det gik op for tastaturkrigerne på det store internet, at det da utvivlsomt måtte være inspireret af Britney Spears' ikoniske “I’m a Slave 4 U”-optræden ved MTV Video Music Awards i 2001.

"Jeg kender en Britney Spears-reference, når jeg ser en," skriver en begejstret bruger på X.
"Tyla X Britney Spears - det her er så ikonisk," skriver en anden.
Allerede i marts kaldte Tyla Britney for en af sine største musikalske inspirationskilder, da hun blev hædret som Women in Music Impact-modtager hos Billboard.
Og hun er ikke den eneste popstjerne, der tager noter fra Britney-biblen.
Megan Thee Stallion lavede et lignende “Slave 4 U”-look, da hun var vært for VMA i 2024, og Tate McRae har også været ude i et outfit, der mindede uhyggeligt meget om Britneys famøse sorte kjole fra samme show.
Smykker fra Pandora
Tyla gik også fuld 2000’er i Coachellas første weekend.
Her bar hun en silkejacquard-nederdel med glasfrynser fra Dolce & Gabbanas forår 2000-kollektion, en hvid knudet crop-top og en guldglitrende bh, der ikke overlod meget til fantasien.

Og så toppede hun ganske bemærkelsesværdigt det hele af med smykker fra intet mindre end danske Pandora.
Tyla forventes at optræde på Orange Scene lørdag d. 5. juli til årets Roskilde Festival. Koncerten bliver den første af slagsen på dansk jord for det sydafrikanske stjerneskud.
