KANYE WEST: I CHOK OG SORG
En fedtsugning og en brystreduktion var efter sigende årsagen til, at Kanye West på tragisk vis måtte tage afsked med sin mor, den 58-årige Donda West. Dødsfaldet kom som et chok for familien, da operationen tilsyneladende var ufarlig. Den præcise årsag til dødsfaldet er stadig ikke fastslået, men en obduktion skal afsløre, hvorfor det ellers ret så ukomplicerede indgreb gik galt.
Kanye er opvokset alene med sin mor, efter at faderen forlod dem, da Kanye var tre år. Rapperen var meget tæt knyttet til sin mor, og de blev ofte set sammen til forskellige shows og prisoverrækkelser.
- Hun støttede mig altid, har den populære musiker ofte sagt og for at vise sin hengivenhed, hyldede han hende blandt andet i sangen "Hey Mama", hvor han beskrev hende som en levende legende og en engel sendt fra himlen.
Donda West glædede sig til sønnens forestående bryllup. Hun har tidligere sagt om sin kommende svigerdatter Alexis Phifer:
- Det, jeg elsker mest ved hende, er, at hun elsker min søn. Det kan ingen overgå ...
Nu må Kayne West vente på sin brud ved alteret uden sin elskede mor som sin trofaste støtte.
Donda West var tidligere formand for Chicago State Universitys engelskafdeling og grundlagde sammen med sønnen en fond, der skulle minimere antallet af elever, som dropper ud af skolen.