Kate Winslet stolt af sit hemmelige liv
Som en feteret filmstjerne har Kate Winslet måttet leve med en nysgerrig presse, siden hun for alvor slog igennem med sin rolle i "Titanic". Alligevel er det lykkedes hende at holde de fleste detaljer om sit privatliv hemmelige, også når det kommer til de to tidligere ægteskaber med Jim Threapleton og Sam Mendes, der begge er filminstruktører.
Den Oscar-vindende skuespiller er for tiden aktuel i den længe ventede film "Jobs" om det ikoniske og kontroversielle geni Steve Jobs, og i den forbindelse har hun talt med The Wall Street Journal om at leve i offentlighedens søgelys.
- Det har ikke været nemt at holde hemmeligt. Ingen ved, hvorfor mine to første ægteskaber ikke holdt, og det er jeg stolt over, siger hun og fortsætter:
- Jeg kender mange mennesker, som ikke er offentligt kendte, der har været gennem flere skilsmisser. Men min situation er bare anderledes, fordi jeg er et kendt ansigt.
Kate Winslet er i dag gift med Ned Rocknroll, som hun mødte i 2012, og selvom hun værner om sit privatliv, vil hun gerne knytte et par kommentarer til ham.
[node:aller-related-content]
- Gudskelov for Ned. Han støtter mig meget, og han er så sjov at være sammen med. Han betyder alt for mig og for os, siger Winslet om Rocknroll, som hun har sønnen Bear Blaze Winslet med.
Winslet bliver 40 år på mandag, men hun tager det skarpe hjørne med ro og finder glæde i, at hun har levet livet fuldt ud indtil nu.
- Jeg har ikke spildt et sekund. Heldigvis har jeg fået mest muligt ud af de 40 år.