Madonna: Beskyldes for at stjæle barn
Det var planen, at Madonna skulle underskrive adoptionspapirerne i dag ved retten i Malawi og derved blive mor til den lille pige Mercy James, men nu er der kommet grus i maskineriet.
Den 4-årige Mercy, som bor på samme børnehjem, som Madonnas adoptivsøn David Banda gjorde, har godt nok mistet begge sine forældre, men pigens bedstemoder lever i bedste velgående.
Og står det til pigens bedstemoder Lucy Chekechiwa, så bliver adoptionen ikke til noget. Faktisk har hun planer om at møde op i retten for at forhindre Madonna i at underskrive papirerne.
- Hvorfor vælger denne sanger ikke et andet barn? Det her er at stjæle, har Lucy Chekechiwa udtalt til Telegraph.
Bedstemoderen forklarer, at hun har en klar aftale med børnehjemmet om, at Mercy skal overdrages til hende, når hun fylder 6 år.
- Jeg vil ikke skilles fra Mercy, siger Lucy til avisen.
Allerede da Madonna adopterede David, var der stor modstand fra de pårørende, og hun blev dengang beskyldt for at bruge sin berømmelse til at omgå de strenge adoptionsregler i Malawi.