Læs også
Hollywood2. december 2016
Manuel fra 'Halløj på badehotellet' er død
Den spanske tjener fra 'Fawlty Towers' bundet til kørestol de sidste år af sit liv
Af Ritzau Fokus
Foto: All Over Press)
En af de mest elskede figurer fra den populære britiske komedieserie "Fawlty Towers" fra 1970'erne er død. Andrew Sachs havde rollen som den spanske tjener Manuel, som i samtlige 12 afsnit om livet på et mindre hotel i det sydlige England uafladeligt må lægge ryg til ydmygelser og afstraffelser fra den koleriske og excentriske hoteldirektør, Basil Fawlty, spillet af John Cleese.
Ifølge avisen Daily Mail havde Sachs de sidste fire år lidt af en alvorlig demenssygdom, der efterlod ham bundet til en kørestol på et plejehjem. Han mistede også evnen til at tale, oplyser hans enke, Melody Sachs, til avisen. Skuespilleren døde i sidste uge og blev begravet torsdag. Andrew Sachs blev 86 år. I "Fawlty Towers" - herhjemme kendt som "Halløj på badehotellet" - kommer Manuel gang på gang galt af sted på grund af sproglige forviklinger. Blandt de mange mindeværdige scener er den, hvor Manuel i en "samtale" med en udstoppet elg, der skal hænges op som jagttrofæ i hotellets lobby, fastslår: "I can speak English. I learned it from a book".
Men hans engelske var yderst begrænset. Eller som Basil Fawlty undskyldende forklarer over for en gæst i et andet afsnit efter endnu en misforståelse mellem hotelværten og Manuel: "He is from Barcelona". Med til at øge forvirringen serien igennem er Basil Fawltys egne forkvaklede forsøg på udstede ordrer til Manuel på et spansk, der er ligeså mangelfuldt som Manuels engelske. For øvrigt er Manuels nationalitet ifølge The Guardian ændret til italiener, når spansk tv viser Fawlty Towers. Og i Barcelona og regionen Catalonien er Manuel fra Mexico.
Læs også
John Cleese: Tjener kassen – til ekskonen
Andrew Sachs blev født i Berlin i 1930. Af frygt for naziregimet flygtede hans forældre - faren var jøde - sammen med deres otteårige søn i 1938 til Storbritannien. Allerede mens Andrew Sachs var i gang med en shippinguddannelse, debuterede han i slutningen af 1950'erne i et teaterstykke. De efterfølgende årtier havde han adskillige roller i både tv- og radioserier, men det var figuren Manuel, der gjorde ham berømt langt ud over de britiske øer.