Meghan Markle udskyder Netflix-premiere: Sætter fokus på skovbrande i Californien
Meghan Markle har valgt at udskyde premieren på sit Netflix-program, "With Love, Meghan", som ellers skulle have haft premiere 15. januar.
Serien bliver nu lanceret 4. marts. Beslutningen skyldes de voldsomme skovbrande, der i øjeblikket hærger Los Angeles, det skriver People.
- Jeg er taknemlig for, at mine partnere hos Netflix støtter mig i at udskyde premieren, da vi fokuserer på behovene hos dem, der er ramt af skovbrandene i min hjemstat Californien, lyder det fra Markle selv.
Meghan Markle er selv født og opvokset i Los Angeles, og hendes nye serie har rødder tilbage til hendes hjemstat, derfor ønsker hertuginden nu at udskyde programmet.
"With Love, Meghan" er en otte-afsnits serie, hvor Meghan deler sin passion for madlavning, havearbejde, kreativt håndværk, blomsterbinding og værtskab.
Desuden vil Meghans nære veninde Abigail Spencer, kendt fra serien "Suits", også være en del af programmet. Spencer og Markle opbyggede et tæt venskab under optagelserne af den populære advokatserie, som løb fra 2011 til 2019.