Hollywood15. december 2017
Miley har kvittet hash: - Jeg er fuld af energi
Miley Cyrus har lagt de usunde vaner på hylden
Af Piet Baunø
Foto: All Over Press
Sangerinden Miley Cyrus er færdig med hash, alkohol og med at chokere med påspændingsdildoer og lignende. Det siger hun i et interview med radiostationen SiriusXM. Og hendes hashforbrug har ellers ifølge hende selv ligget i den tunge ende. Hun har aldrig lagt skjul på sin glæde ved at ryge 'en bønne' og har også chokeret ved at ryge hash på scenen. Det kan du se i videoen herunder:
I juni da hun var på TV hos talkshow-værten Jimmy Fallon, sagde hun, at ingen andre har røget så meget hash som hende. Men i det nye interview med SiriusXM fortæller hun, at hun hverken har rørt hash eller alkohol i 10 uger. - Det er meget dejligt, siger Miley. Hendes nye, sundere livsstil hænger også sammen med, at hun vil være helt på toppen både fysisk og mentalt, når hendes kommende album skal lanceres. Og efter mere end to måneder uden alkohol og hash fortæller hun, at hendes liv er forandret på flere måder. - Prøv at se på mine øjne, så hvide de er. De er klare og åbne, siger hun til radioværten i en sekvens som lytterne - der jo ikke kan se Miley - næppe får det store udbytte af. – Jeg har fået en masse energi af at stoppe med hash og alkohol, tilføjer Miley. Hun har selv klaret at kvitte de dårlige vaner uden hjælp udefra. - Jeg har fået tilbud om hjælp, men jeg vil hellere klare mig selv. Hvad enten jeg skal begynde eller stoppe med noget, så skal jeg nok selv klare det. Jeg bestemte mig bare for, at jeg ikke ville ryge længere, siger Miley. Og den nye sunde livsstil passer godt til Mileys nye hus i byen Franklin i hjemstaten Tennessee. Det er på landet, hvor der er masser af frisk luft, og det er der jo ingen grund til at forpeste med røgen fra en joint. Miley lagde 36 millioner kroner for huset, som hun skal bo i sammen med sin kæreste gennem flere år, skuespilleren Liam Hemsworth. De to turtelduer mødte hinanden, da de sammen indspillede filmen "The last song" i 2009. Allerede året efter afslørede de to skuespillere, at de datede, da de ankom hånd i hånd på den røde løber ved Oscar-uddelingen. Parret gik fra hinanden i 2013, men fandt dog sammen igen et par år senere. Og i dag går der rygter om, at parret i al hemmelighed skulle have slået pjalterne sammen ved en hemmelig bryllupsceremoni. Se stort galleri med Miley Cyrus og Liam Hemsworth: